Terroren starter i hjemmet

Alle terrorister har en forhistorie, og der bliver ofte brugt mange kræfter på at analysere den for at forstå hvordan nogen kan begå så afskyelige forbrydelser. Åsne Seierstad skrev således en hel bog om Anders Breivik og hans baggrund og opvækst – med En av oss (som jeg har skrevet om her på bloggen tidligere) handler retfærdigvis også om nogle af de mange mennesker, han slog ihjel.

Der er en interessant artikel i The New Statesman om netop terroristers forhistorie. Mange af de mænd, der har slået mennesker ihjel i terrorhandlinger, har nemlig begået vold over for deres kvindelige partner og udøvet ekstrem social kontrol ved f.eks. at kræve at hun skulle gå med ansigtet tildækket. Dette peger på et lighedspunkt mellem terrorister og mange andre voldsforbrydere og mordere. Også en del mænd, der myrder deres familier, har nemlig en lignende forhistorie med vold i hjemmet og ekstremt kontrollerende adfærd. Og hvis terror har til formål at skabe en diffus følelse af utryghed i samfundet, kan man sige noget lignende om systematisk vold i hjemmet.

Det er ikke psykisk velfungerende mænd med et godt selvbillede, vi har med at gøre. Deres ekstreme krav til kvinder udspringer i virkeligheden af en foragt for kvinder, som de kan begrunde i en ekstrem tolkning af islam eller i nogle ekstreme syn på rollerne i en familie. Derfor er kampen mod terrorisme og familiemord faktisk også en kamp mod nogle dybt usunde opfattelser af hvad det vil sige at være mand.