Deres kultur og vores kultur

Indiansk fjerkrone brugt som pyntegenstand ved en modeopvisning i USA. Foto: Associated Press.

Der har været en del kontrovers i USA om et maleri, der forestiller en åben kiste med liget af Emmett Till, en sort amerikansk dreng, der i 1955 blev mishandlet til døde af racister i USA. Maleriet er blevet udstillet på et museum i New York og er baseret på et meget grusomt foto af den døde dreng, som Emmett Tills moder bad om at få offentliggjort. Men kunstneren bag maleriet, Dana Schutz, er hvid, og nogle kunstnere og forfattere, der selv er sorte, har protesteret mod at maleriet bliver udstillet, fordi de ikke mener at en hvid kunstner kan leve sig ind i den undertrykkelse, sorte mennesker i USA er blevet udsat for.  Emnet for billedet tilhører ikke hvide kunstere, siger de.

Nogle af dem, der har protesteret, vil ligefrem have at museet skal destruere billedet. Dette sidste er for mig at se et helt uacceptabelt krav; hvis museet gik med til den slags, ville det åbne for at ethvert værk, som nogen ikke brød sig om, skulle destrueres.

Hele dette går ind i diskussionen om cultural appropriation, der ofte (men bestemt ikke kun) dukker op i USA. Jeg kan sagtens komme i tanke om tilfælde, hvor medlemmer af en privilegeret befolkningsgruppe har taget et kulturelt udtryk fra en undertrykt befolkningsgruppe og “plagieret” det så det bliver trivialiseret. Det bedst kendte eksempel er nok, at prærieindianernes fjerkroner (der har en bestemt betydning i nordamerikansk indiansk tradition og bl.a. bestemt ikke kunne bæres af alle) dukker op som staffage ved modeshows o.lign. Et virkelig bizart eksempel fra i år er kontroversen om en didgeridoo (et rituelt musikinstrument fra Australiens urbefolkning) der dukker op i en pornofilm. Jeg kan godt forstå, at den oprindelige befolkning i USA og Australien er vrede over den slags platheder.

Men tilbage til maleriet af Emmett Till. Dana Schutz siger selv, at hun ikke ved hvordan det er at være sort i USA men at hun ved hvordan det er at være mor og kender frygten for at ens barn skal komme noget alvorligt til. Hun siger

Art can be a space for empathy, a vehicle for connection. I don’t believe that people can ever really know what it is like to be someone else (I will never know the fear that black parents may have) but neither are we all completely unknowable.

Her er jeg nemlig enig. En samvittighedsfuld kunstner kan bruge sit værk til at formidle indlevelse og empati. I alle værker, der ikke er strengt selvbiografiske, prøver man nemlig at sætte sig selv i En Andens sted.  

Jeg ved også, at nogle forfattere med afrikansk baggrund ikke kan acceptere at forfattere med europæisk baggrund skriver et værk, hvor hovedpersonen er afrikansk, og begrundelsen er den samme som for protesterne mod maleriet i New York. Her synes jeg også at der er tale om et urimeligt begrænsende syn på hvad en kunstner kan tillade sig og ikke tillade sig.

Hvis vi skulle afstå fra at skrive om en undertrykt gruppe, man ikke selv tilhørte, ville det blive umuligt at skrive f.eks. en historisk roman om industriarbejderes vilkår i Danmark sidst i 1800-tallet. De var en stærkt undertrykt befolkningsgruppe, men intet menneske i Danmark i dag lever med samme slags voldsomme undertrykkelse. 

Men man skal samtidig vedstå sig sin begrænsning. Jeg har selv stået i en tilsvarende situation.

For snart en del år siden skrev jeg et lille teaterstykke om Archana Guha, en indisk skolelærer, der blev udsat for meget voldsom og langvarig tortur. En lokal ungdomsteatergruppe opførte stykket i forbindelse med Amnesty Internationals bidrag til Kulturnatten i Aalborg. Jeg havde tidligere mødt Archana Guha og også talt med Dina Yafasova, den dansk bosatte forfatter fra Usbekistan, der skrev en bog om Archanas liv. Archana og Dina er to kvinder, jeg har meget stor respekt for.

Var det passende, hvad jeg gjorde? Nogle ville indvende at jeg ikke burde have skrevet teaterstykket, for jeg er hverken inder, kvinde eller torturoverlever. Men jeg ville prøve at give mit bud på en indlevelse i det, Archana havde været igennem, til en kreds af mennesker, der ikke havde hørt om hende og formodentlig aldrig ville møde hende, og jeg kunne ikke drømme om at hævde at min skildring var lige så god som den, hun selv ville kunne give videre. Jeg henviser altid til interviews med Archana og til Dinas bog om hende, hvis folk vil vide mere om hende (for det bør de).

Nogle år senere fik vi i Amnesty International forresten opført et lille teaterstykke om rydningen af en romalejr i Italien; men det var forfattet af – en gruppe menneskerettighedsaktivister fra Zimbabwe! Var dét på sin plads? Det tror jeg også.

Noget, der bekymrer mig, er at kritikken af cultural appropriation til tider virker til at ende i en slags kulturel separatisme, hvor det mere eller mindre bliver sagt at man bør holde sig til “sin egen” kultur. Det er faktisk ikke specielt frigørende eller udfordrende. For mig at se må det være anerkendelse og kreditering i mødet mellem kulturer, der skal være grundlaget for hvad man vil udtrykke som kunstner. Hvis man gør det, begår man ikke “kulturelt plagiat” men lærer af hinanden.

(Visited 247 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar