To slags bagedyst

Foto: MX / DR

I en kronik i dag i Information tager Anders Øgaard fra Grønlands Universitet fat i det, at unge uddannelsessøgende plagierer. Han konkluderer, at dette er en konsekvens af uddannelsessystemet og det fokus, det har fået. Heri har han formodentlig ret: Desto mere vi bliver målt, desto mere indretter vi vores adfærd efter at score godt i målingerne. Vi, der er universitetsansatte forskere, tænker meget i hvad vi skal publicere og hvor, i hvordan vi skal prøve at skaffe eksterne forskningsmidler og i hvem vi skal alliere os med.

Anders Øgaard slår til nu lyd for at man skal kunne bedømme de kompetencer, som han mener at mange studerende har med hensyn til at “låne” andres arbejde og at man også kan lære noget af at kopiere. Det er interessant, at han her – formodentlig uden at vide det – er på linje med de holdninger, som nogle har givet udtryk for om at “låne” andres kode i programmeringssammenhænge; det har jeg skrevet om her for nylig. Men på uddannelserne er bedømmelse stadig individuel, for uddannelsesbeviser er stadig individuelle. Det er ikke en hel årgang, der bliver (f.eks.) cand.scient – det er hver enkelt studerende på årgangen, der bliver det..  Enhver bedømmelsessituation er et eksperiment, hvor vi er nødt til at kende parametrenes værdier. Vi skal kunne bedømme, hvad der kommer fra den enkelte studerende, og hvad der kommer andetsteds fra.

Problemet opstår ikke, hvis man “låner”, men hvis man ikke fortæller, hvem man “låner” fra og hvad man selv har bidraget med.  Prøv at sammenligne to udgaver af Den store bagedyst. I bagedyst nr. 1 har deltagerne selv lavet dej og pynt og bagt kagens dele og sat dem sammen. I bagedyst nr. 2 har deltagerne købt nogle kager hos en dygtig bager og har pyntet videre på dem. Vi bør ikke lave en fælles bagedyst, hvor vi ikke ved, hvem der har valgt hvilken strategi, men vi kan sagtens lave to adskilte bagedyste og konkludere hvem der er bedst til at lave en original kage og hvem der bedst til at pynte videre på en eksisterende kage. Det sidste er også en spændende kompetence, men kan man kalde sig bager, hvis man vinder i bagedyst nr. 2? Og kan man vinde bagedyst nr. 2 uden at nævne den bager, man har benyttet sig af? Det synes jeg ikke.

(Visited 81 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar