Sætningspølsens genfødsel

Jeg kan i dag læse i en artikel i Washington Post, at punktum –  i hvert fald på engelsk – nu bliver opfattet som en form for aggressiv tegnsætning på linje med udråbstegn, i al fald i sms-beskeder, og derfor nu i den unge generation er på vej ud, fordi man ikke vil virke vred, og netop dét minder mig om hvordan jeg i tekster skrevet af studerende nogle gange oplever sætningspølser, altså tekster hvor der kan gå mange linjer uden ét eneste punktum, og uden at den skrivende ikke bemærker det eller ser det som et problem, så man får et indtryk af at punktum kommer til at føles overflødigt, for der er altid mulighed for i stedet at sætte kommaer og i virkeligheden kan man som regel alligevel læse hvad der står, men når jeg så læser de lange sætningspølser, kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt irriteret fordi det hele kommer til at virke ustruktureret, og da tænker jeg alligevel vel samtidig på om punktummet mon er et generationskendetegn, om jeg simpelthen er ved at gå bag af dansen om og om vi mon langsomt er ved at se en bevægelse over mod en anden retskrivning, og her er det så at jeg af artiklen i Washington Post bliver mindet om at tegnsætning i middelalderen var langt mere sparsom end nu, så det rent faktisk ofte var tilfældet at man kun satte tegn hvor det var absolut nødvendigt, ligesom retstavningen var særdeles fleksibel, så på den måde er sætningspølsens genkomst og almindelige accept blandt danske studerende vel egentlig bare et tegn på at udviklingen af sproget på nogle måder er ved at gå i ring.

(Retfærdigvis skal det. Dog også nævnes her at jeg. Nogle gange ser tekster, hvor der. Bliver sat punktum ofte og på. Helt uventede steder; det. Er formodentlig et. Forsøg på at skabe en dramatisk. Effekt, men det. Er heller ikke. Noget, jeg egentlig. Er glad. For at. Læse.)

(Visited 89 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar