Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

(Visited 178 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar