Men det er jo lovligt…

Studerende fra Sydafrika demonstrerer mod den danske afdeling af BAE Systems.

I denne uge havde jeg en kort diskussion med nogle kolleger og studerende om Aalborg Universitets partnerskab med BAE Systems, der udvikler og sælger overvågningssystemer til diktaturstater – og sælger våben til Saudiarabien, der bruger dem i sin krig i Yemen.

En studerende havde udtrykt sin bekymring over denne praksis. Kan vi virkelig leve med dét?  En af mine kolleger sagde hertil, at han godt nok slet ikke brød sig om hvad BAE Systems laver, men det er jo lovligt hvad de laver, tilføjede han, så derfor kan vi kun påvirke situationen ved at vælge nogle andre politikere.

Dette argument er umiddelbart tilforladeligt: Så længe en virksomhed ikke bryder loven, gør de ikke noget forkasteligt. Men kan dette være et tilstrækkeligt etisk grundlag? Og behøver Aalborg Universitet at være partnere med alle og enhver? Man kan jo godt sige nej, selv om pengene fra en virksomhed frister.

BAE Systems’ eksport til bl.a. Saudiarabien er kun lovlig, fordi Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet har tolket reglerne om dual use-teknologi på en bestemt måde. Den gråzone, BAE Systems lever af at operere i, er faktisk eksisterende.

Og derudover er der den akademiske verdens renommé (og den enkelte AAU-kandidats) renommé. Hvad gør det ved et dansk universitet at blive associeret med firmaer som BAE Systems? Det gjorde i længden ikke ret meget godt for Aarhus Universitet at blive associeret med Cheminova.

Lad mig bruge en analogi: Der er også en hel del softwareudviklere beskæftiget i pornoindustrien.  MindGeek, der har afdelinger i USA og Europa, er et eksempel på et sådant firma; det har bl.a. det ikke helt ukendte PornHub som datterselskab. Firmaet har tydeligvis ikke-trivielle kompetencer inden for softwareudvikling og multimedie-teknologi. Og det, de foretager sig,  nemlig at producere og publicere pornografisk materiale, er fuldt lovligt i Danmark og mange andre lande. Hvordan ville et dansk universitet have det med at have MindGeek som virksomhedspartner?

(Visited 137 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar