Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

(Visited 96 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar