Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.

(Visited 63 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar