Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

(Visited 128 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar