Alle hjælpemidler tilladt?

I går var sidste dag inden ferien, og jeg sad i frokostpausen og snakkede med en kollega om vores erfaringer med forskellige eksamensformer. Han mente, at man til skriftlig eksamen kunne tillade alle hjælpemidler. Vi skal selvfølgelig huske at tilpasse opgaverne til det, men vi vil altid kunne fange de studerende, der ikke ved nok selv, sagde han. Vi er trods alt dem, der er fagligt kompetente. Man har ingen glæde af hjælpemidlerne, hvis ikke man ved hvordan man skal bruge dem, var hans påstand.

Jeg var har altid været mere betænkelig selv. Min bekymring har ikke været den, at nogle eksaminander vil lave besvarelser, der er perfekte, men derimod at nogle eksaminander alene ved at bruge Internettet, gamle opgaveløsninger og lærebøger til afskrift vil kunne præstere besvarelser, der er dårlige, men samtidig tilsyneladende acceptable. Og ideen om at “alle hjælpemidler er tilladt” vil føre nogle studerende længere ud i den frygtede “notatsyge” hvor de tror, at de kan lade notaterne bestå eksamen.

Det er en svær diskussion. Den bliver yderligere kompliceret af at vi nu ser hjælpemidler, der faktisk kan mere end vi har set før, fordi de ikke kræver nogen kompetence fra brugeren. Hermed kan det faktisk blive tilfældet at “hjælpemidlerne bestod eksamen”. En high school-lærer i USA stillede for nylig et opgavesæt til sin klasse i “Advanced Calculus” og ved en fejl var det kommet til at indeholde en opgave, som var hinsides det, eleverne ville kunne lære. Men alligevel var der flere af eleverne, der indleverede korrekte løsninger, komplet med mellemregninger og det hele. De havde brugt Wolfram Alpha, som er et omfattende websted, der gør det muligt at løse ikke-trivielle standardopgaver inden for matematik og andre fagområder. Min fornemmelse er, at Wolfram Alpha bevæger sig på gymnasieniveau og nogle gange lidt over.

Også inden for fagområder, hvor jeg selv underviser, vil det være en udfordring at tillade Internetadgang. Der findes f.eks. websteder, der ud fra et regulært udtryk kan konstruere en nondeterministisk endelig automat. Algoritmen, der gør det, er en algoritme, som er et fast emne i det kursus, jeg har holdt mange gange. I flere eksamenssæt har jeg stillet det som opgave at foretage denne konstruktion med blyant og papir. Men hvis man kan gå på nettet, kan man bede et websted om at gøre dette.

Det er disse nye fænomener, der nærer min betænkelighed ved at sige at alle hjælpemidler skal være tilladt til eksamen.

(Visited 219 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Alle hjælpemidler tilladt?”

Skriv et svar