Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

(Visited 61 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar