Se mine penge

Jeg plejer at skrive om mit manglende held med at få eksterne forskningsmidler. De sidste to år har jeg i ugen op til sommerferien fået en kort mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg har stået bag, er blevet afvist.

I denne uge skete der imidlertid et højst uventet brud på denne sommertradition: Jeg fik en mail fra EU-kommissionen om at den Horizon 2020-ansøgning, jeg er med i sammen med mange andre, er blevet antaget.  Så nu har jeg pludselig 18.000 euro til rejsemidler o.lign. i forbindelse med et projekt om at bruge typesystemer til at ræsonnere om API’er.

Æren er ikke så meget min, for jeg var ikke koordinator på ansøgningen, men det er en ny fornemmelse at opleve, at der faktisk er noget, der kan lykkes her. Jeg har kolleger, der helt rutinemæssigt underholder alle os andre med hvor mange eksterne forskningsmidler de har, og det kan godt være anstrengende at høre om andres succes. Så jeg lover at holde tand for tunge, men i denne uge vil jeg godt have lov til at være tilfreds.

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Maksimal- og minimalkurser

Tæller gange tæller og nævner gange nævner – forklaret på to forskellige måder.

Da jeg i dag læste om ændringerne i matematikundervisningen i grundskoler i USA, gik det op for mig at der er tale om en ændring, der ligner én, jeg kender fra min egen universitetsundervisning. Hidtil har man i USA undervist i mange teknikker og emner, men man er aldrig trængt ned hvorfor regneteknikkerne er gyldige. Illustrationen ovenfor viser de to forskellige tilgange til at løse ligninger med brøker, hvor den ubekendte står i nævneren. I den første lærer man simpelthen “gange over kors”-reglen, som danske skoleelever også er blevet udsat for. I den anden skal man opdage at dette faktisk handler om proportioner, så derefter vil man bedre kunne forstå hvad man skal gøre.

Den gamle tilgang til matematikundervisning i USA er “flad” og ikke “dyb”. Den amerikanske matematik-didaktiker Heidi Schweingruber siger at

The US has a mile-wide, inch-deep curriculum with tons and tons of things and ideas for kids to learn, but not an opportunity to go in depth…

Dette minder om to forskellige tilgange til at organisere universitetskurser på. Nogle universitetskurser har et pensum med mange emner, som de studerende skal stifte bekendtskab med. Her er det så op til den studerende at skabe dybden ud fra den store overflade. Selv er jeg blevet en stadigt større tilhænger af det modsatte, nemlig at finde ud af hvad det mindste, fornuftige pensum kan være og så prøve at skabe fordybelsen dér. Det er forskellen mellem hvad jeg vil kalde maksimalkurser og minimalkurser.

Min egen fornemmelse er at minimalkurserne kan give den studerende et bedre udbytte, for hvis man først mestrer et (forholdsvis) lille antal emner, er man samtidig blevet bedre til at lære at lære, og derefter kan man så brede sig ud til et større del af faget. Men minimalkurser er også sværere at undervise, for de kræver langt mere fokus på fordybelsen.

Det jeg, der taler

Et dobbeltopslag fra “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.

I dag fik jeg læst den nye bog af Lone Aburas, Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Bogen er helt kort, 44 sider, hvoraf alle venstresider er tegninger, der forestiller forfatteren.

Man kunne derfor fristes til at tro at her er tale om en bagatel. Men Det er et jeg der taler er alt andet end en bagatel. Lone Aburas har efterhånden fire romaner bag sig, men denne bog er hendes personlige indlæg i dét, der med et grimt ord er kommet til at hedde “udlændingedebatten”. Lone Aburas er vokset op i Høje Taastrup; hendes far er egyptisk, hendes mor er dansk og denne bog er hendes øjenvidneskildring af hvordan det er at blive opfattet som “brun” og at befinde sig midt i “udlændingedebatten”.

“Udlændingedebatten” er blevet det helt store case study i dehumanisering på dansk grund: Det er blevet helt almindeligt at “man” taler om “dem”, som om “de” ikke var mennesker, der kunne høre og forstå og reagere på det, “man” sagde. Det er et jeg der taler er en bog, der fortæller om oplevelsen af denne dehumanisering og den magtesløshed og den tvivl og den vrede, der følger med – alt sammen set inde fra det jeg, der taler.

Det er et jeg der taler er nemlig først og fremmest en vred bog, og takket være Lone Aburas’ aldrig svigtende flow (som de siger i hiphop) går vreden rent ind. Det er en grum bog, og det er en nødvendig bog. Den er ikke længere end at den snildt kunne være blevet årets skarpeste aviskronik. Men nu er den så en bog, og det er en bog, der bør læses. Hvordan de politikere, bogen hudfletter, vil reagere, ved jeg ikke. Men man har lov at håbe på at i al fald nogen af dem bliver dårligt tilpas.

Selv er jeg vel ikke helt så “brun” som Lone Aburas (og er kun sjældent blevet udnævnt til at være det), men også jeg ser på det land, jeg er født og opvokset i, på en anden måde end jeg ville have gjort, hvis begge mine forældre havde været blege danskere. Og jeg vil ikke lægge skjul på at “udlændingedebatten” har forstærket dette ændrede syn på Danmark hos mig.

Hvordan mon det er at være akademiker?

Når jeg bliver spurgt, hvad det vigtigste, jeg lærte i min studietid var, plejer jeg at svare at det er, at jeg har lært at lære nyt. Målet med alle universitetsuddannelser må være (ud over det rent fagspecifikke) at man får netop dén kompetence: At lære at lære nyt.

På Aalborg Universitet (i al fald på de uddannelser, jeg kender til, men jeg tvivler på at det er anderledes andetsteds) er der en tendens til at studerende danner faste konstellationer, så man ser de samme projektgrupper gennem mange semestre. Vi, der vejleder de studerende, ved at det ofte ikke er en god strategi, men det er forbløffende svært at få de studerende til at indse det. Det bedste argument for ikke altid at arbejde sammen med de samme medstuderende er vel, at man ikke selv kan vælge, hvem man vil arbejde sammen med, den dag man får sig et arbejde. Man skal derfor lære at kunne arbejde sammen med så mange forskellige mennesker som muligt.

Jeg har på det seneste haft svært ved at overbevise studerende om at det mest fornuftige er at deltage i min kursusundervisning. Mange studerende vælger ikke at ville deltage, fordi de mener at have en bedre indsigt i læring – nogle fordi de mener at vide, at kurserne er af sekundær betydning, andre fordi de mener at vide at de aktiviteter, underviseren har planlagt, ikke er værd at deltage i. Og så er der “notatsygen” – overbevisningen om at læring finder sted, hvis man i dagene op til eksamen skriver af fra undervisningsmaterialet (eller måske bare indscanner det?), så man til eksamen kan skrive af fra eller læse højt af disse notater. Jeg ved, at de studerende, der vælger disse strategier, efter alt at dømme tager fejl.

Men alle de dårlige strategier kommer fra en fejlagtig “indsigt”, der siger at disse strategier er dem, der virker bedst.

I dag stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gad vide, hvad den gennemsnitlige studerende egentlig forestiller sig at vi akademikere, gør, når vi skal lære nyt? Mon de forestiller sig, at akademikere sidder og skriver af fra bøger og prøver at løse problemer ved at reproducere notater? Gad vide, om de regner med at alle de berømte forskere hele tiden sidder og kigger i notater? Jeg håber det ikke.

Og nej, jeg ved ikke, hvad studerende forestiller sig, men formodentlig er det netop her, man skal appellere til praksis og arbejde på at skabe en indsigt hos studerende om at mange af de strategier, som mange af dem tyr til, faktisk ikke er gode: Det er ikke de strategier, en færdiguddannet akademiker vil benytte sig af for at tilegne sig viden eller for at løse et problem. I virkeligheden er det vel endnu en form for forskningsbaseret undervisning, vi her har med at gøre.

Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.