De ligner os!

Man kan have mange forskellige hensigter bag sin undervisning. Nogle gange giver studerende udtryk for at det virker som nogle undervisere først og fremmest tænker på undervisning som en mulighed for at sortere mellem de dygtige og de mindre dygtige. Også hvis man ikke tænker på denne måde, kan det være fristende at give de dygtige studerende særlig opmærksomhed. Ironisk nok er de studerende, som vi opfatter som dygtige,  faktisk tit nogen man som underviser ikke kan tage æren for. Det er typisk studerende, der ville kunne klare sig godt uanset hvordan undervisningen var tilrettelagt og hvem der underviste.

Men hvorfor lægger vi, der underviser, egentlig særligt mærke til nogle studerende og tænker på dem som dygtige? Den amerikanske professor i neurobiologi Susan R. Barry har et interessant lille indlæg om netop dét.  Hun fortæller om sine oplevelser med en studerende, som hun opfattede som meget dygtig. Ved slutningen af det akademiske år skulle den studerende give en præsentation for sine medstuderende og for Susan R. Barrys kolleger – og Barry roste sin studerende for præsentationen. Hun sagde at der ikke var noget af udsætte på den studerendes præstation – den var præcis sådan som hun selv ville have lavet den. Og da gik det op for hende, hvad det var hun netop havde sagt.

Måske er det nemlig sommetider netop derfor, vi lægger mærke til nogen studerende og kalder dem dygtige: Fordi de tænker på samme måde os os og lærer nyt stof på samme måde som os. Vi får sværere ved at se dem, der også har gode faglige egenskaber, men ikke tænker på samme måde som os. Og det er i virkeligheden slet ikke godt, når man er underviser.

De arrogante akademikere

Nogle gange kan man læse udsagn om at akademikere er arrogante. Det gælder ikke generelt, men mange af os kan have en rem af huden. Arrogancen kommer ofte, når man er en “dårlig vinder”. Den dårlige taber vil ikke finde sig i at tabe, men en dårlig vinder er ikke glad nok for at have vundet, men begynder også at nedgøre dem, der ikke vandt. Den australske forskningsleder Inger Mewburn har et godt indlæg om netop akademisk arrogance på sin blog fra helt tilbage i 2012.

I den akademiske verden gør konkurrencen ofte, at man kan blive en dårlig vinder. Og andre gange er det uligheden i fagligt niveau mellem underviser og studerende, der er årsagen. Nogle gange, når jeg har undervist, er det gået op for mig at jeg har virket opgivende og negativ og sur, hvis jeg efter lang tids anstrengelser ikke har kunne forklare studerende noget. På de tidspunkter var jeg en “dårlig vinder”, og de studerende lærte ikke noget. Et andet, grelt eksempel, der ikke har mig i hovedrollen, er min beretning fra tidligere i år om en vejleders adfærd over for sine kolleger til semesterstart.

Også i forskerverdenen trives den akademiske arrogance. Det er vigtigt at bekæmpe den akademiske arrogance, for den gør os til dårlige mennesker og dårligere kolleger, og den gør os i sidste ende utroværdige over for ikke-akademikere. Det interessante er, at de allerdygtigste akademikere meget ofte slet ikke føler noget behov for at hovere. De er nemlig i stand til at hvile i sig selv, og ofte kan de faktisk forekomme ydmyge og lidt underspillede i deres tilgang.

Sabotage eller bare New Public Management?

Fra CIAs “Simple Sabotage Field Manual”.

I 2012 offentliggjorde CIA en gammel manual, som man havde lavet under 2. verdenskrig til brug for sabotører. Én form for sabotage består i at gøre fysisk skade på materiel, men en anden metode er at gøre en organisation (f.eks. en våbenfabrik) så ineffektiv som overhovedet mulig. Ovenfor er et lille uddrag. Her er et andet:

Managers and Supervisors: To lower morale and production, be pleasant to inefficient workers; give them undeserved promotions. Discriminate against efficient workers; complain unjustly about their work.
Employees: Work slowly. Think of ways to increase the number of movements needed to do your job: use a light hammer instead of a heavy one; try to make a small wrench do instead of a big one.
Organizations and Conferences: When possible, refer all matters to committees, for “further study and consideration.” Attempt to make the committees as large and bureaucratic as possible. Hold conferences when there is more critical work to be done.

Og jeg kommer uvilkårligt til at tænke på New Public Management.

Kamp på andres vegne?

I dag er der en kronik af Christine Antorini i dagbladet Information om muslimske privatskoler.  Overskriften er Unge muslimer, hjælp os i kampen for jeres frihed.

Jeg er selv slet ikke troende, og ideen om religiøse privatskoler er umiddelbart underlig.  Der bliver forkyndt ting på sådanne skoler, som jeg er helt uenig i. Men samtidig er der udstrakt religionsfrihed i Danmark. Det, jeg vil hæfte mig ved i kronikken, er dog noget andet, nemlig det menneskesyn, Christine Antorini giver udtryk for. Kronikken viser nemlig temmelig tydeligt, hvordan Socialdemokratiet efterhånden har overtaget nogle centrale dele af Dansk Folkepartis tankesæt.

Engang talte man i Socialdemokratiet om solidaritet, men kronikken beskriver en underlig udgave af solidaritet – at man vil kæmpe en kamp på andres vegne og beder de andre om at være med. Mange menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Nordamerika, bl.a. Amnesty International, hvor jeg jo selv er med, har imidlertid for længst indset at vi ikke kan kæmpe “for” eller “på vegne af”, men kun sammen med mennesker, der bliver undertrykt. Det er nemlig som oftest dem, der bedst ved hvad det er, der bør gøres. For eksempel var kampen mod apartheid i sin tid en kamp, som det sorte flertal i Sydafrika opfordrede omverdenen til, og det var også apartheid-regimets modstandere, der havde klare bud på, hvad omverdenen skulle gøre. Jeg har ikke hørt et tilsvarende enigt krav fra muslimske danskere om at de muslimske privatskoler skulle nedlægges – men der er sikkert nogen, der har en sådan holdning.

Idéen om at “kæmpe på vegne af andre” er en tydelig pendant til hvordan man i Dansk Folkeparti argumenterer for forbud mod hovedtørklæder mm. ved at hævde at man derved kæmper for de undertrykte muslimske kvinder.  Og her bemærker jeg, hvor sjældent personer fra denne befolkningsgruppe faktisk har bedt Dansk Folkeparti om hjælp til at føre en sådan kamp.

Når man kæmper på vegne af og ikke sammen med en gruppe, er der en meget stor risiko for at kampen i bedste fald er dårligt informeret og i værste fald enten nedladende over for gruppen eller et påskud for at gøre noget helt andet.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke en passus i kronikken som

Men går man på en muslimsk privatskole, får man en opvækst, der er meget isoleret fra vores samfund. Der er ingen danske klassekammerater, og dermed heller ikke nem adgang til danske familier, traditioner og netværk.

Her bliver det sagt meget direkte, at der er en modsætning mellem at være dansk og at være muslim. De fleste elever på de muslimske privatskoler er formodentlig født og opvokset i Danmark, så de må vel siges at være danskere. Men denne skelnen mellem “muslimer” og “danskere” er en vigtig del af netop Dansk Folkepartis tankegods, eksemplificeret i bl.a. Martin Henriksens pinlige nedgøring af en dansk gymnasieelev på direkte TV. (Jens Philip Yazdani er forresten siden blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.)

En løsning på bedsteforældre-paradokset?

Der er masser af stof til eftertanke i tanken om tidsrejser, og bedst kendt er vel bedsteforældreparadokset, hvor X rejser tilbage i tiden og slår en af sine bedsteforældre ihjel, inden bedsteforælderen selv får børm. Men så kunne X aldrig selv være kommet til verden og ikke derfor ikke rejse tilbage i tiden.

De tre mest almindelige forsøg på at løse dette paradoks er

  1. At konkludere at dette viser, at man ikke kan rejse tilbage i tiden
  2. At konkludere at man godt kan rejse tilbage i tiden, men ikke ændre fortiden (dvs. at forsøget på at slå bedsteforælderen ihjel skal gå galt)
  3. At tidsrejser kun er konsistente med “mangeverdensfortolkningen” af kvantefysik, hvor alle tilstand af enhver elementarpartikel er lige virkelige. Derfor vil der være én verden, hvor X aldrig blev født og en anden, hvor X findes.

Det seneste, jeg har læst om dette, kommer faktisk fra datalogiens verden. Doron Friedman, en israelsk forsker inden for maskinintelligens, har lavet et stykke software, der modellerer kausalitet. Computersimuleringen finder faktisk to mulige løsninger på den lidt simplere udgave, nemlig far-paradokset, hvor en forsøgsperson rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel,

Den ene er at X’s far foretager en tidsrejse frem i tiden og gør X’s mor gravid og derefter rejser tilbage – kun for at blive slået ihjel af X.

Den anden udgave antager at X er en mand – og sørger for at han bliver sin egen bedstefar. X rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel, men gør derefter sin bedstemor gravid med et drengebarn, der så mange år senere bliver far til X.

Disse løsninger er (ud over at være særdeles spidsfindige) for mig at se reelt variationer af mulighed 2 ovenfor; i begge tilfælde sker der dét, at X gennem sine handlinger bare sørger for at begrebet “far til X” stadig er meningsfyldt. Men det egentlig interessante er, at man nu kaster sig over et filosofisk spørgsmål ved at bruge software til at foretage et tankeeksperiment med, og at vi på denne måde har at gøre med en form for eksperimentel filosofi, som er et begreb jeg skrev om her for tre et halvt år siden.

(Det er i øvrigt foruroligende, at Doron Friedmans artikel er skrevet i Microsoft Word.)

Se dig selv

Self Portrait with two circles
*oil on canvas
*114,3 x 94 cm
*1665 – 1669

Ordet selfie er et nyt ord for et gammelt fænomen, nemlig selvportrættet. Rembrandt lavede mindst et dusin selvportrætter i løbet af sit liv. Nu er der kommet en bog om selfie-fænomenet, Selfie: How We Became So Self-Obsessed and What It’s Doing to Us, og den skyldes den britiske forfatter Will Storr. Det er en central påstand i hans bog at dette fænomen er en konsekvens af nyliberalismens krav om at man skal se godt ud, være interessant og have succes – for det er det eneste, der for alvor tæller i denne samfundsmodel. Man vælger derfor at bruge en selfie til at vise, at man er smuk, interessant og succesrig.

Men måske tegner det også et billede af hvad en selfie også kunne være i stedet. For strengt taget opfylder det moderne selvportræt præcis det samme mål som det klassiske selvportræt, nemlig at fortælle historien om én selv. Og man behøver ikke at iscenesætte en historie om at man er ung, smuk og fuld af succes – måske ville det i virkeligheden være en idé for alle os, der ikke er unge, smukke og fulde af succes, at gøre netop dét.

Her kan man hente inspiration fra Rembrandts selvportrætter. De lever ikke op til de moderne krav om en selfie, men det er til gengæld nogle usædvanligt interessante billeder. Ved at se dem, får man et billede af kunstnerens færd gennem livet.

Måske skulle vi stræbe efter at lave ærlige, ikke glamourøse selfies og på den måde genopfinde genren på en lidt mindre irriterende måde.

Penge nok?

Et websted, der kalder sig Budgethuset, laver rådgivning til gældsramte borgere og har i den forbindelse undersøgt hvad leveomkostningerne er i Danmark. Ovenfor kan man se beregningen for en enlig person uden børn.

Det er interessant at sammenligne med de rådighedsbeløb, som de nuværende kontanthjælpssatser giver anledning til. Blandt andet er det interessant at se, hvad flygtninge og danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter en periode i udlandet, kan få i den såkaldte integrationsydelse. Satsen for integrationsydelse er 5945 kr. pr. måned for en enlig uden børn.

Og det lyder umiddelbart tilforladeligt. Men læg mærke til at der i budgettet ovenfor  ikke er nævnt husleje, el, vand, varme, reparationer, vedligeholdelse og boligforsikringer osv. Man kunne selvfølgelig undlade a-kasse-bidrag og opsparing, men der er stadig et godt stykke vej op til en normal husleje. Der er på den anden side ikke indregnet udgifter til ferie – men borgere på den såkaldte integrationsydelse har ikke ret til ferie.

Er publikationsvæddeløbet nødvendigt?

Oversigt over acceptrater for nogle populære konferencer inden for datalogi. Kilde: http://haofengjia.weebly.com/computer-science.html

I datalogi er det i modsætning til i andre naturvidenskaber sådan, at konferencer har mindst lige så høj status som tidsskrifter, når man skal publicere. Så jeg holder som alle andre inden for mit akademiske område øje med hvornår der er konferencer inden for mit forskningsområde. Men det er bestemt ikke altid, jeg får mine artikler optaget i første forsøg. Slet ikke. Ofte har jeg oplevet, at en artikel er blevet afvist til én konference. Så må jeg revidere artiklen ud fra bedømmernes kritik og finde en anden konference at sende den reviderede artikel til. Nogle gange har jeg først haft heldet med mig i fjerde forsøg.

Nogle af de mest prestigefyldte konferencer i datalogi har acceptrater under 20 procent; dvs. at mindst 4 ud af 5 indsendte artikler bliver afvist. Det betyder ikke at de allerfleste indsendte manuskripter er noget makværk, der aldrig burde publiceres. Derimod er det udtryk for at alle godt ved at man skal gå efter publikationskanaler med høj prestige og at konferencer kun varer få dage – så der en veldefineret øvre grænse for hvor mange artikler, der kan nå at blive præsenteret. (Og konference-proceedings må heller ikke være for tykke, så artiklerne skal heller ikke være specielt lange.)

Der er derfor stor prestige forbundet med at have artikler til de prestigefyldte konferencer, netop fordi det er så svært at komme gennem nåleøjet. Og samtidig betyder det, at der skyder en hel masse nye datalogi-konferencer og -workshops op netop med det formål at give flere en chance for at få deres resultater publiceret.

Men dette sidste viser jo, at langt størsteparten af dem, der sender en artikel ind, har nogle videnskabelige resultater, som de synes er vigtige og som andre bør have kendskab til. Og så er det underligt, at de ikke kan få dem publiceret. Det er i sig selv ikke godt for det videnskabelige samfund eller for videnskaben datalogi.

Tilmed er der ikke tæt på at være enighed om hvilke artikler, der bør optages, og hvilke der ikke bør. I 2014 lavede man et eksperiment i forbindelse med NIPS, en stor  konference i maskinintelligens, hvor man delte programkomiteen i to uafhængige underkomiteer og lod de fleste artikler blive bedømt af kun den ene programkomité. 10 procent blev imidlertid bedømt af begge komiteer; af disse 166 artikler var de to programkomiteer uenige om hvorvidt en artikel skulle publiceres eller afvises i 25,9 procent af tilfældene!

I det seneste nummer af Communications of the ACM foreslår Moshe Vardi, der er tidligere redaktør af dette tidsskrift og i det hele taget en meget indflydelsesrig person inden for datalogi i USA, en anden praksis, nemlig at alle de artikler, der ikke var en vis enighed om at afvise, kunne optages. Det er en praksis, der minder mere om tidsskrifternes verden, men nok så vigtigt: Alle artikler, der var gode nok til at blive publiceret, ville blive publiceret. Og i vore dage, hvor publikationsaspektet er blevet meget anderledes, fordi alt udkommer i digital form, vil bekymringer mht. antallet af artikler i proceedings heller ikke udgøre nogen grund til at begrænse mulighederne for publikation.

En sådan ændret praksis for accept vil ganske vist fjerne noget af prestigen ved at være en af de få, der fik en artikel med, men til gengæld vil det gavne det videnskabelige samfund. Og der er jo i forvejen mange andre og mere interessante mål for artiklers faglige kvalitet, f.eks. hvor ofte og hvordan de bliver citeret.

PBL Exchange & tingenes tyranni

I de seneste måneder har jeg sammen med mine kolleger Dorina Gnaur og Kurt Nørmark arbejdet på PBL Exchange, der er en web-platform hvor projektvejledere ved uddannelserne på Aalborg Universitet kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer om vejledning. Vi har hyret to studenterprogrammører, der er kandidatstuderende på sidste år ved Institut for datalogi, til at hjælpe med implementationen, der foreløbig er baseret på en open source-udgave som er frit tilgængelig. I foråret har vi haft en lille skare testbrugere til at hjælpe os med at evaluere en første, midlertidig udgave af systemet.

I dag skulle vi så præsentere en ny version af PBL Exchange ud for vejledere og semesterkoordinatorer fra hele universitetet ved et møde kl. 12.30. Der skulle også være AAU-folk fra København med via et videolink.

Det blev en de dage, hvor alt drillede. Studenterprogrammørerne havde i sidste øjeblik fået problemer med at få den nyeste version af systemet lagt op, og hvis ikke vi havde noget at vise til mødet, ville det være pinligt for os. Jeg brugte en hel del af formiddagen på at få universitetets IT-service til at hjælpe her, og til sidst kom jeg til at lyde så sur og urimelig i telefonen, at jeg ringede tilbage og sagde undskyld. Og jeg var flov (og nervøs) og kunne nu kun håbe at problemerne ville blive løst.

Jeg kom over til mødelokalet kl. 11 for at gøre klar til præsentationen med Keynote-slides (med lyd på) vist over videokonference. Og alt virkede som det skulle, og jeg kunne lettet fortælle Dorina at alt var vel.

Netop da gik det hele ned, og vi prøvede febrilsk (men systematisk) at finde fejlen, men efter 20 minutters anstrengelser gav vi op og ringede til IT-service. Efter en del samtale var også IT-service overbevist om at fejlen ikke fandtes på vores computere og lovede at sende en tekniker over.

Kl. 11.55 dukkede de studenterprogrammører op og kunne fortælle os at seneste version af PBL Exchange nu virkede som det skulle. Men videokonferenceudstyret og dataprojektorerne strejkede stadig, og der var stadig ikke dukket en tekniker op. Vi rykkede IT-service og kl. 12.20 dukkede teknikeren op. Nu var de fleste mødedeltagere ankommet og sad og ventede. Til sidst var også teknikeren ved at give op og foreslog at vi fandt et andet lokale med videokonferenceudstyr – og vi gik ud for at lede efter ét, der var ledigt. Og der var skam sådan et lokale, men her var alt udstyret slukket. Til gengæld fandt jeg rundt om på gangene flere af mine kollegaer, der gik rundt og ledte efter det annoncerede mødelokale. Dem tog jeg med mig tilbage.

Kl. 12.31 virkede projektorerne omsider efter en opdatering af deres software, og nu skulle vi bare have forbindelsen på plads til København. Det tog yderligere knap 10 minutter, og vi begyndte vores præsentation kl. 12.40. Hvorefter forbindelsen til København gik ned. Nu hentede københavnerne en tekniker, der kunne reetablere forbindelsen over hos dem, og til sidst, efter mere end halvanden timers hændervriden over tingenes tyranni, kunne vi starte for alvor på vores møde, hvis budskab egentlig var, at passende brug af teknologi kan gøre arbejdslivet lettere.

Det endte med at blive et fornuftigt møde med god respons fra de indbudte vejledere og semesterkoordinatorer (omend alle københavnerne var nødt til at gå før tiden). Nervøsiteten fordampede omsider, men bagefter, da deltagerne var gået, var det i høj grad en lettelse, der satte ind. Det var en lettelse over at det i det hele taget var lykkedes at præsentere PBL Exchange, over at kommentarerne havde været positive og over at mødet omsider var overstået. Og en lettelse over at der ikke var deltagere fra Esbjerg, for det ville bare have gjort det hele endnu mere bøvlet.

En opringning fra P1

Nogle gange bliver jeg forbløffet over, hvem der dog finder frem til min blog. I dag ringede en journalist fra Danmarks Radio P1 til mig; anledningen var at Jerry Lewis i denne uge er gået bort. Jeg er ikke nogen ekspert i Lewis’ film, men jeg har ikke kunnet undgå at være fascineret af beretningen om hans aldrig viste film The Day The Clown Cried, der finder sted under Holocaust. Jeg skrev derfor et kort indlæg om filmen her på bloggen i februar 2016. Nu, hvor Jerry Lewis er død, kan man ikke udelukke at filmen endelig vil blive vist. Vi vil i så fald endelig få at vide, om den var så mislykket som dens skaber endte med at synes at den var – det var derfor, den forblev i arkiverne.

Journalisten fra P1 spurgte, om jeg ville interviewes i radioen, men jeg overbeviste ham om at det måske ikke ville kunne bidrage med så meget nyt. Jeg kunne  dog henvise ham til de kilder, jeg selv har fundet, heriblandt en to timer lang tysk tv-dokumentar. Her til aften har jeg så fundet endnu en tv-dokumentar om The Day The Clown Cried; den varer kun en halv time og stammer fra BBC. I kan se den herunder.