Der er altid én, man kan holde om og se ned på

I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde og var nået ind til Aalborgs midtby, fik jeg pludselig trang til at undersøge omtrent hvor lang tid der gik mellem at jeg så en fodgænger, der kiggede ned på sin smartphone.  Jeg kiggede ikke på mit armbåndsur, men der gik kun få sekunder mellem hver fodgænger. Det fascinerende og egentlig også skræmmende er, at den vane, der nu er så universelt udbredt og omdiskuteret, er under 10 år gammel. Den allerførste iPhone så dagens lys i 2007, men der gik nogen tid, før den og alle Android-konkurrenterne var blevet allemandseje.

En amerikansk undersøgelse af 800 smartphone-brugere afslører, at en smartphone faktisk også er en distraktion, når man ikke bruger den, men stadig bærer den på sig. De 800 smartphone-brugere blev bedt om at løse nogle opgaver; nogle af dem havde deres smartphone på sig, mens andre blev bedt om at lægge den i et andet lokale mens forsøget stod på. De forsøgsdeltagere, der havde deres telefon på sig, brugte signifikant mere tid på at løse opgaverne og gjorde det heller ikke så godt. Tilsyneladende betød det heller ikke noget, om den smartphone, man havde på sig, var tændt eller ej. Det er med andre ord selve muligheden for at få indtryk og for at flygte væk og for at koncentrere sig om at lade være med at give sig til at kramme den lille ven, der sluger kognitiv kapacitet.

Og bare rolig, jeg er ikke bedre end andre i denne sammenhæng. I går fødtes tanken hos mig om at købe en gammeldags Nokia-telefon, der kun kan ringe og sende tekstbeskeder. Får jeg så gjort det? Det er nok desværre en anden snak.