Tepotter i kredsløb

Tegning: xkcd.com

I 1952 skrev Bertrand Russell en artikel med titlen “Is There A God?” og her forekommer denne passage (her i dansk oversættelse fra Wikipedia):

Hvis jeg fremførte, at der mellem Jorden og Mars skulle findes en porcelænstepotte, som kredser om Solen i en elliptisk bane, da ville ingen kunne modbevise mit udsagn, forudsat at jeg var omhyggelig med at tilføje, at tepotten er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Men hvis jeg fortsatte med at sige, at eftersom mit udsagn ikke kan modbevises, er det uacceptabelt overmod fra den menneskelige forstands side at forsøge at betvivle det, da skulle jeg med rette anses for at vrøvle. Hvis eksistensen af en sådan tepotte derimod var bekræftet af antikke bøger, forkyndt som den hellige sandhed hver søndag og indprentet i børns hjerner i skolen, da ville tøven med at tro på dens eksistens blive opfattet som et udtryk for excentricitet, og tvivleren ville vække opmærksomhed hos psykiatere i en oplyst tid eller inkvisitorer i en tidligere.

Russells eksempel dukker op i en sammenhæng, hvor man diskuterer eksistensen af en gud. Men det er interessant, at ganske mange udsagn i dag, som ikke nødvendigvis er af metafysisk art, faktisk forsøges gjort til “tepotter” – udsagn som ikke kan modbevises og som bliver “sandsynliggjort” ved appel til autoriteter. Her tænker jeg på hele fake news-fænomenet og bl.a. de mange forsøg på at fremstille diktatorer som Bashar al-Assad som fredelige tilhængere af demokrati og menneskerettigheder. Og jeg tænker på alle de forrykte påstande om vaccinationer og om sammenhænge mellem kost og autisme. Og jeg tænker selvfølgelig på alle de horrible påstande om at den globale opvarmning ikke skulle være menneskeskabt.

Hele tepotte-argumentet er baseret på at påstanden om tepotter ikke kan falsificeres. Men vi ved jo godt – og det er faktisk en del af argumentationen – at sandheden af påstanden om tepottens eksistens er særdeles usandsynlig. Hvis der virkelig skulle være en tepotte i kredsløb ude i solsystemet, måtte den jo være blevet sendt derud af nogen med en meget kraftig løfteraket, og det ville have været svært at holde raketopsendelsen og hele tepotte-projektet hemmeligt.

På samme måde må vi kunne bruge kræfter, ikke på at falsificere alle mediernes “tepotter”, for det vil vi aldrig kunne, men på at vise hvor fuldstændig usandsynlige deres eksistens er.

(Visited 111 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar