Jern-Edderkoppen

Her til aften så jeg Spiderman: Homecoming på foranledning af (og sammen med) min datter, der om et par uger begynder i gymnasiet. Jeg er så gammel, at jeg kan huske tegneserien Edderkoppen tegnet af Steve Ditko, og jeg skal faktisk af og til minde mig selv om ikke at bruge dét navn om den velkendte superhelt. Jeg husker de tre oprindelige film fra 2002 og frem instrueret af Sam Raimi og med Tobey Maguire i hovedrollen. De var rigtig vellykkede bud på en filmatisering af den historie, jeg husker fra Edderkoppen, og der var både alvor og humor i fortællingerne.

Det var derfor en lidt underlig oplevelse for mig at se Spiderman: Homecoming,. Tobey Maguire var en Peter Parker/Spiderman, der var et sted midt i tyverne, arbejdede som fotojournalist og ulykkeligt forelsket i Gwen Stacy. Hans tante May var en hvidhåret dame over pensionsalderen. Og I de oprindelige film og tegneserien blev Spiderman opfattet som en skikkelse på samfundets udkant, og medierne udråber ham som en tvivlsom person.

Spiderman: Homecoming er Peter Parker, nu spillet af Tom Holland, imidlertid en stor skoledreng, og han er hemmeligt forelsket i Liz fra klassen. Tante May er en nu en attraktiv kvinde et sted sidst i fyrrerne (spillet af Marisa Tomei, der bestemt aldrig har haft et tanteagtigt image; hun er en flot kvinde). Ude på sidelinjen lurer hele tiden Iron Man/Tony Stark som en slags faderfigur, der har konstrueret Spidermans dragt.

Filmen er fermt skruet sammen, og man kan ikke sætte en finger på de mange special effects. Men den virker lidt for ofte som en blanding af High School Musical (dog uden sang og dans) og filmene om Iron Man. Det er nok bare et tegn på at der en tale om en film som jeg tydeligvis slet ikke er i målgruppen for. Min datter følte sig i al fald godt underholdt, og ideen med at lave så radikalt om på Spiderman-universet mindre end 10 år efter den sidste film instrueret af Sam Raimi er nok først og fremmest et forsøg på at nå en yngre målgruppe.

To interessante ting, som det måske kun er mig, der hæfter mig ved, vil jeg nævne her: Først at Michael Keaton er superskurken med robot-vinger – og han spillede som bekendt Batman i filmene fra 1980’erne (og mange år senere Birdman i filmen af samme navn.) Sådan blev en af de helt store superhelte fra DC-universet en superskurk i en film om en af de helt store Marvel-superhelte.

Dernæst bemærker jeg, at Liz, som Peter Parker er hemmeligt forelsket i, er datter af en “hvid” mand og en “sort” kvinde – og dermed er Peter Parker, som er “hvid”, forelsket i en pige som er “sort”. Og ingen af delene bliver der gjort noget stort nummer ud af. Det viser heldigvis, hvor langt amerikanske mainstream-film er kommet; det er trods alt kun 50 år siden at det blev tilladt for “sorte” og “hvide” at blive gift med hinanden i USA.

(Visited 85 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar