Det moderne privatliv

I antikkens Rom var toiletter et sted, hvor man mødtes og talte sammen.

Det “offentlige rum” er blevet et omtalt begreb i vore dage, og det er kommet til at stå i modsætning til “privatlivet”. Der er nogle, der fortæller om deres uvenskaber, iturevne ægteskaber og slåskampe om forældremyndighed på Facebook. Til gengæld bliver diskussionerne af overvågning ofte en diskussion af mulighederne for privatlivets fred. I dag kan jeg læse om Martine Max Andersen, der vil afskaffe privatlivet på de sociale medier og har startet bloggen

Afskaf Privatlivet er en kamp, jeg kører imod alle de overfladiske instagramprofiler og blogs. For selv om vi ser meget fra hinandens liv, så er det ikke den reelle virkelighed, det er ikke de virkelige tanker. Det er nærmere skikkelser, vi selv kreerer, fordi vi har fået lov til at være små kunstnere, der finpudser vores identitet, men det ikke er vores rigtige identitet«, som hun formulerer det.

Privatlivet er en ny opfindelse, og den kommer sammen med den individualisering af mennesket, der kulminerer med industrisamfundet og kapitalismen. I det antikke Grækenland og i Romerriget var boligerne åbne for alverden, og toiletter havde ikke båse, men var fælles for alle. I middelalderen var det i Europa stadig almindeligt, at hele husstanden sov i én stor “seng”. Hvis nogen ville have seksuel omgang med hinanden, mens de andre var til stede, så havde de dét. Den slags er som bekendt henlagt til swingerklubber i vore dage. En vigtig grund til at man holdt op med at sove i samme seng som andre var den rent hygiejniske: Hvis man deler seng med syge mennesker, bliver man meget nemmere smittet. Ideen om brevhemmelighed er også forholdsvis ny; i Britisk Nordamerika dukker den op med The Post Office Act i 1710.

Jeg vil dog ikke sige, at ideen om et privatlivet er “forkert”, alene fordi det er en nyere udvikling. Slaveri, blodhævn, dødsstraf og tortur er fænomener med mange tusinde år på bagen, men det gør dem bestemt ikke etisk acceptable.  Det er for mig at snarere manglen på ærlighed i det offentlige rum, der er problemet – når vi iscenesætter os selv som succeser på Facebook, Twitter og andetsteds, også når der ikke er belæg for det. Netop dét er en følge af konkurrencesamfundets krav om at man skal være en vinder.

Et aspekt af privatlivet, som jeg selv opfatter som nødvendigt, er at vi også i et vist omfang tager hensyn til andre. Det er specielt rigtig ubehageligt at overvære et skænderi på åben gade.  Jeg har heller ikke haft det godt med at lægge øre til detaljerede beretninger fra mennesker, der var midt i en skilsmisse, eller med at lytte til komplicerede samtaler i mobiltelefon i et offentligt transportmiddel . Disse former for åbenhed kan selvfølgelig virke som et opgør med en falsk ærlighed, men de kan også være et forsøg på at gøre de udenforstående til meddelagtige – eller simpelthen for manglende omtanke. I sådanne situationer føler jeg mig simpelthen magtesløs, for det er uklart hvad jeg vil kunne bidrage med og om jeg i det hele taget bør blande mig.