En lørdag eftermiddag i Strandparken

Thomas Thisted
Ida Elisabeth Agerkvist
Amina Elmi
Nikolaj Lind Holm

I dag optrådte jeg og fire andre udøvere af poetry slam ved Aamaze-festivalen i Lindholm Strandpark i Nørresundby. Aamaze er en lille festival med lokale amatørmusikere, graffitikunstnere og andre kreative personer, og den er blevet til på initiativ af Katrine Skovsgaard, som er en lokal eventmager med forbløffende mange jern i ilden.

I år var der også poetry slam på programmet; vi var fem deltagere, hvoraf fire af os havde været med til de seneste Aalborgmesterskaber. For én gangs skyld var der  ikke tale om en konkurrence. Vi præsenterede to af vore egne tekster hver og derudover en tekst, som en af de andre havde foræret os.

Desværre var denne lørdag præget af regn, så publikum var ikke så stort, som man kunne have ønsket sig. Men det var en god oplevelse ikke desto mindre, og det er altid spændende at fremføre andres tekster og at opleve hvordan andre fortolker de tekster, man selv har lavet. Konkurrenceelementet i poetry slam er tit et incitament, men nogle gange er det også godt at kunne lægge det til side for en stund.

Efter vores optræden nåede min familie og jeg at gå lidt omkring i området og kaste et blik på de lave gamle industribygninger lige bag parken, der nu danner rammen om grafittikunst. Vi var kun knap en kilometer væk fra hvor vi bor, men her havde vi faktisk aldrig vore ben før. Også dét var interessant.

(Visited 75 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar