Det sker hver tolvte dag

Der har i dag været et bilangreb i Barcelona, og jeg kan nu læse at der er 13 døde. Det er et af de voldsomste terrorangreb i Europa i år. For ganske få dage siden var der et bilangreb i Charlotteville i USA, og her døde der én.

Der er nu en side på Wikipedia specielt om bil-angreb. Den røber, at der alene i 2017 har været 19 sådanne angreb, iberegnet hvad der netop er sket. Vi befinder os i skrivende stund på årets 229. dag, så det betyder at der i gennemsnit nu kun går 12 dage mellem hvert sådant bilangreb. De er allerede ved at blive en ny og afskyelig form for forbrydelse, og der er desværre også en snigende fornemmelse af at dette er alt, alt for velkendt.

Der har været bilangreb tidligere, men min triste fornemmelse er at alle angrebene i år – forskellige som de end er – har hentet deres inspiration i det voldsomme lastbil-angreb, der fandt sted den 14. juli 2016 i Nice. Gerningsmændene har fundet et våben, der ikke er tænkt som et våben, og tilmed et våben, som er nemt at skaffe.