Er publikationsvæddeløbet nødvendigt?

Oversigt over acceptrater for nogle populære konferencer inden for datalogi. Kilde: http://haofengjia.weebly.com/computer-science.html

I datalogi er det i modsætning til i andre naturvidenskaber sådan, at konferencer har mindst lige så høj status som tidsskrifter, når man skal publicere. Så jeg holder som alle andre inden for mit akademiske område øje med hvornår der er konferencer inden for mit forskningsområde. Men det er bestemt ikke altid, jeg får mine artikler optaget i første forsøg. Slet ikke. Ofte har jeg oplevet, at en artikel er blevet afvist til én konference. Så må jeg revidere artiklen ud fra bedømmernes kritik og finde en anden konference at sende den reviderede artikel til. Nogle gange har jeg først haft heldet med mig i fjerde forsøg.

Nogle af de mest prestigefyldte konferencer i datalogi har acceptrater under 20 procent; dvs. at mindst 4 ud af 5 indsendte artikler bliver afvist. Det betyder ikke at de allerfleste indsendte manuskripter er noget makværk, der aldrig burde publiceres. Derimod er det udtryk for at alle godt ved at man skal gå efter publikationskanaler med høj prestige og at konferencer kun varer få dage – så der en veldefineret øvre grænse for hvor mange artikler, der kan nå at blive præsenteret. (Og konference-proceedings må heller ikke være for tykke, så artiklerne skal heller ikke være specielt lange.)

Der er derfor stor prestige forbundet med at have artikler til de prestigefyldte konferencer, netop fordi det er så svært at komme gennem nåleøjet. Og samtidig betyder det, at der skyder en hel masse nye datalogi-konferencer og -workshops op netop med det formål at give flere en chance for at få deres resultater publiceret.

Men dette sidste viser jo, at langt størsteparten af dem, der sender en artikel ind, har nogle videnskabelige resultater, som de synes er vigtige og som andre bør have kendskab til. Og så er det underligt, at de ikke kan få dem publiceret. Det er i sig selv ikke godt for det videnskabelige samfund eller for videnskaben datalogi.

Tilmed er der ikke tæt på at være enighed om hvilke artikler, der bør optages, og hvilke der ikke bør. I 2014 lavede man et eksperiment i forbindelse med NIPS, en stor  konference i maskinintelligens, hvor man delte programkomiteen i to uafhængige underkomiteer og lod de fleste artikler blive bedømt af kun den ene programkomité. 10 procent blev imidlertid bedømt af begge komiteer; af disse 166 artikler var de to programkomiteer uenige om hvorvidt en artikel skulle publiceres eller afvises i 25,9 procent af tilfældene!

I det seneste nummer af Communications of the ACM foreslår Moshe Vardi, der er tidligere redaktør af dette tidsskrift og i det hele taget en meget indflydelsesrig person inden for datalogi i USA, en anden praksis, nemlig at alle de artikler, der ikke var en vis enighed om at afvise, kunne optages. Det er en praksis, der minder mere om tidsskrifternes verden, men nok så vigtigt: Alle artikler, der var gode nok til at blive publiceret, ville blive publiceret. Og i vore dage, hvor publikationsaspektet er blevet meget anderledes, fordi alt udkommer i digital form, vil bekymringer mht. antallet af artikler i proceedings heller ikke udgøre nogen grund til at begrænse mulighederne for publikation.

En sådan ændret praksis for accept vil ganske vist fjerne noget af prestigen ved at være en af de få, der fik en artikel med, men til gengæld vil det gavne det videnskabelige samfund. Og der er jo i forvejen mange andre og mere interessante mål for artiklers faglige kvalitet, f.eks. hvor ofte og hvordan de bliver citeret.