En løsning på bedsteforældre-paradokset?

Der er masser af stof til eftertanke i tanken om tidsrejser, og bedst kendt er vel bedsteforældreparadokset, hvor X rejser tilbage i tiden og slår en af sine bedsteforældre ihjel, inden bedsteforælderen selv får børm. Men så kunne X aldrig selv være kommet til verden og ikke derfor ikke rejse tilbage i tiden.

De tre mest almindelige forsøg på at løse dette paradoks er

  1. At konkludere at dette viser, at man ikke kan rejse tilbage i tiden
  2. At konkludere at man godt kan rejse tilbage i tiden, men ikke ændre fortiden (dvs. at forsøget på at slå bedsteforælderen ihjel skal gå galt)
  3. At tidsrejser kun er konsistente med “mangeverdensfortolkningen” af kvantefysik, hvor alle tilstand af enhver elementarpartikel er lige virkelige. Derfor vil der være én verden, hvor X aldrig blev født og en anden, hvor X findes.

Det seneste, jeg har læst om dette, kommer faktisk fra datalogiens verden. Doron Friedman, en israelsk forsker inden for maskinintelligens, har lavet et stykke software, der modellerer kausalitet. Computersimuleringen finder faktisk to mulige løsninger på den lidt simplere udgave, nemlig far-paradokset, hvor en forsøgsperson rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel,

Den ene er at X’s far foretager en tidsrejse frem i tiden og gør X’s mor gravid og derefter rejser tilbage – kun for at blive slået ihjel af X.

Den anden udgave antager at X er en mand – og sørger for at han bliver sin egen bedstefar. X rejser tilbage i tiden og slår sin far ihjel, men gør derefter sin bedstemor gravid med et drengebarn, der så mange år senere bliver far til X.

Disse løsninger er (ud over at være særdeles spidsfindige) for mig at se reelt variationer af mulighed 2 ovenfor; i begge tilfælde sker der dét, at X gennem sine handlinger bare sørger for at begrebet “far til X” stadig er meningsfyldt. Men det egentlig interessante er, at man nu kaster sig over et filosofisk spørgsmål ved at bruge software til at foretage et tankeeksperiment med, og at vi på denne måde har at gøre med en form for eksperimentel filosofi, som er et begreb jeg skrev om her for tre et halvt år siden.

(Det er i øvrigt foruroligende, at Doron Friedmans artikel er skrevet i Microsoft Word.)

(Visited 33 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar