Kamp på andres vegne?

I dag er der en kronik af Christine Antorini i dagbladet Information om muslimske privatskoler.  Overskriften er Unge muslimer, hjælp os i kampen for jeres frihed.

Jeg er selv slet ikke troende, og ideen om religiøse privatskoler er umiddelbart underlig.  Der bliver forkyndt ting på sådanne skoler, som jeg er helt uenig i. Men samtidig er der udstrakt religionsfrihed i Danmark. Det, jeg vil hæfte mig ved i kronikken, er dog noget andet, nemlig det menneskesyn, Christine Antorini giver udtryk for. Kronikken viser nemlig temmelig tydeligt, hvordan Socialdemokratiet efterhånden har overtaget nogle centrale dele af Dansk Folkepartis tankesæt.

Engang talte man i Socialdemokratiet om solidaritet, men kronikken beskriver en underlig udgave af solidaritet – at man vil kæmpe en kamp på andres vegne og beder de andre om at være med. Mange menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Nordamerika, bl.a. Amnesty International, hvor jeg jo selv er med, har imidlertid for længst indset at vi ikke kan kæmpe “for” eller “på vegne af”, men kun sammen med mennesker, der bliver undertrykt. Det er nemlig som oftest dem, der bedst ved hvad det er, der bør gøres. For eksempel var kampen mod apartheid i sin tid en kamp, som det sorte flertal i Sydafrika opfordrede omverdenen til, og det var også apartheid-regimets modstandere, der havde klare bud på, hvad omverdenen skulle gøre. Jeg har ikke hørt et tilsvarende enigt krav fra muslimske danskere om at de muslimske privatskoler skulle nedlægges – men der er sikkert nogen, der har en sådan holdning.

Idéen om at “kæmpe på vegne af andre” er en tydelig pendant til hvordan man i Dansk Folkeparti argumenterer for forbud mod hovedtørklæder mm. ved at hævde at man derved kæmper for de undertrykte muslimske kvinder.  Og her bemærker jeg, hvor sjældent personer fra denne befolkningsgruppe faktisk har bedt Dansk Folkeparti om hjælp til at føre en sådan kamp.

Når man kæmper på vegne af og ikke sammen med en gruppe, er der en meget stor risiko for at kampen i bedste fald er dårligt informeret og i værste fald enten nedladende over for gruppen eller et påskud for at gøre noget helt andet.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke en passus i kronikken som

Men går man på en muslimsk privatskole, får man en opvækst, der er meget isoleret fra vores samfund. Der er ingen danske klassekammerater, og dermed heller ikke nem adgang til danske familier, traditioner og netværk.

Her bliver det sagt meget direkte, at der er en modsætning mellem at være dansk og at være muslim. De fleste elever på de muslimske privatskoler er formodentlig født og opvokset i Danmark, så de må vel siges at være danskere. Men denne skelnen mellem “muslimer” og “danskere” er en vigtig del af netop Dansk Folkepartis tankegods, eksemplificeret i bl.a. Martin Henriksens pinlige nedgøring af en dansk gymnasieelev på direkte TV. (Jens Philip Yazdani er forresten siden blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.)