De arrogante akademikere

Nogle gange kan man læse udsagn om at akademikere er arrogante. Det gælder ikke generelt, men mange af os kan have en rem af huden. Arrogancen kommer ofte, når man er en “dårlig vinder”. Den dårlige taber vil ikke finde sig i at tabe, men en dårlig vinder er ikke glad nok for at have vundet, men begynder også at nedgøre dem, der ikke vandt. Den australske forskningsleder Inger Mewburn har et godt indlæg om netop akademisk arrogance på sin blog fra helt tilbage i 2012.

I den akademiske verden gør konkurrencen ofte, at man kan blive en dårlig vinder. Og andre gange er det uligheden i fagligt niveau mellem underviser og studerende, der er årsagen. Nogle gange, når jeg har undervist, er det gået op for mig at jeg har virket opgivende og negativ og sur, hvis jeg efter lang tids anstrengelser ikke har kunne forklare studerende noget. På de tidspunkter var jeg en “dårlig vinder”, og de studerende lærte ikke noget. Et andet, grelt eksempel, der ikke har mig i hovedrollen, er min beretning fra tidligere i år om en vejleders adfærd over for sine kolleger til semesterstart.

Også i forskerverdenen trives den akademiske arrogance. Det er vigtigt at bekæmpe den akademiske arrogance, for den gør os til dårlige mennesker og dårligere kolleger, og den gør os i sidste ende utroværdige over for ikke-akademikere. Det interessante er, at de allerdygtigste akademikere meget ofte slet ikke føler noget behov for at hovere. De er nemlig i stand til at hvile i sig selv, og ofte kan de faktisk forekomme ydmyge og lidt underspillede i deres tilgang.

(Visited 55 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar