At lære ved at forklare

Der er en erfaring, jeg deler med andre underviserkolleger: En af de bedste måder er lære et emne på er ved at skulle undervise i det. Jeg har aldrig lært så meget om noget, som når jeg har skullet forklare det for andre. Og først måtte jeg blive i stand til at forklare det for mig selv. Ikke helt sjældent er det gået op for mig, at jeg ikke i første forsøg var i stand til at forklare det, jeg troede at vide.

Et interessant interview med Tania Lombrozo, der er professor i psykologi  ved UC Berkeley i USA, handler om netop dét: Hvordan man lærer ved at tænke og hvordan man lærer ved at forklare. Det er ikke selve det, man siger eller det man skriver, der skaber læring. Derimod er det den proces, man er nødt til at gennemgå for at skabe en struktur, man kan forklare, der fører til læring. Mennesker bruger meget det at forklare det, de har oplevet, som en del af deres kommunikation, og det er ved at prøve at forklare, at man forstår. Ofte går vi ikke ud i verden og leder efter svar; vi lærer ofte ved at tænke efter.

Tania Lombrozo gør det interessante, at hun sammenholder videnskabsfilosofiens arbejde med hvordan forklaringer finder sted i videnskabelig sammenhæng og  hvordan forskere vurderer kvaliteten af mulige forklaringer med hvordan forklaringer dukker op i psykologi (og egentlig også i pædagogisk psykologi). På en måde er de forklaringer, vi som mennesker laver, egentlig en slags “mikro-folke-videnskab”.

Hvad mener vi f.eks. med at en forklaring er enkel? Dette er dagligdagens version af Occam’s ragekniv. Mener vi, at en forklaring er enkel, hvis den indeholder få elementer? Lombrozo har undersøgt holdninger til dette, og mange af de adspurgte forsøgspersoner er ikke af den holdning, at det er antallet af elementer i en forklaring, der er det vigtige, men derimod at alle elementerne selv kan forklares.

Noget af det, jeg nu tænker på, er hvordan vi, der underviser, mon bedre kan gøre brug af det, at man lærer rigtig meget, når man skal forklare et emne for andre. Og det er vigtigt at blive i stand til at vurdere kvaliteten af de forklaringer, man giver. Til en mundtlig eksamen er det helt typiske, at eksaminanden bliver bedt om at forklare (noget af) et stofområde, men i virkeligheden er det jo alt, alt for sent at bede om denne forklaring til eksamen.

Dit åbne ansigt

Foto: DR

De følelser, vi viser, kommer til at præge vores hvilende ansigt, og dette gør det muligt i et vist omfang at bedømme menneskers sociale baggrund ud fra deres “hvileansigt” . Det kan man se af en undersøgelse fra University of Toronto, hvor to forskere har undersøgt netop dette, dvs. hvordan forsøgspersoner bedømte menneskers sociale baggrund ud fra deres “hvileansigt”.

De to forskere udvalgte studerende fra familier, hvis husstande havde en indtægt på under 60.000 dollars og studerende fra familier, hvor husstanden havde en indtægt på over 100.000 dollars – derefter tog de tilstræbt neutrale portrætter af de pågældende studerende. En gruppe forsøgspersoner skulle så bedømme om personerne på billedet var rige eller fattige. Forsøgspersonerne havde ret 53% af tiden, men de kunne ikke forklare hvilke kriterier de brugte.

Undersøgelsen peger på at forsøgspersoner er signifikant mere tilbøjelige til at opfatte et menneske med et “hvileansigt”, der virker positivt, som en, der har haft et liv i velstand og tilfredshed – og disse mennesker er ofte nogen, der kommer fra mere velstående familier.

Det er interessant og skræmmende at den sociale arv, vi alle har, i et vist omfang sætter sig i vores ansigt. Den ene af forskerne udtaler

“People talk about the cycle of poverty, and this is potentially one contributor to that,” Rule suggests, noting that where you come from may not be as easy to fake as you think: “Over time, your face comes to permanently reflect and reveal your experiences. Even when we think we’re not expressing something, relics of those emotions are still there.”

Derfor er det også interessant at tænke over hvordan f.eks. de nu eksisterende fattigdomsydelser påvirker menneskers ansigter, og hvor længe denne påvirkning mon bliver ved med at vare.

Genhør med den gyldne budbringer

Et af de albums, jeg er allermest glad for netop nu, er Hallelujah Anyhow af og med det amerikanske band Hiss Golden Messenger, der vel reelt er sanger og sangskriver Mike Taylor med backingband. Jeg skrev om Hiss Golden Messenger her i 2014, efter at jeg havde hørt albummet Bad Debt, der egentlig er Mike Taylors oprindelige demoudgaver af sange, der senere endte på flere senere albums – men her med kun ham selv på akustisk guitar. Man kalder som regel Hiss Golden Messengers musik for country-rock, men jeg ved nu, at jeg ikke er den eneste, der også bliver mindet om Crowded House (på en god måde). Det er opløftende og enkel musik, traditionel sangskrivning når det fungerer bedst. Tilbage i 2015 så jeg Hiss Golden Messenger i Aarhus, og efter koncerten fik jeg endda så heldig at få en lille snak med Mike Taylor.

Herunder er en optagelse af en koncert med Hiss Golden Messenger fra tidligere i år.

 

Prestige til os, profit til jer

Patti Smith blev æresdoktor ved Wesleyan University i maj 2016.

Sidste år skrev jeg om mulighederne for at kunne udgive forskningspublikationer uden om forlagene og efterlyste en anden publikationsmodel. Men den lader vente på sig. I dag over frokost talte jeg med nogle af mine kolleger om hele publikationsræset, og det stod klart for os hvorfor systemet er så svært at ændre: der er en traditionel prestige, som det er svært at få bugt med.

Her nævnte jeg, at jeg er ved at være færdig med M Train, en bog af Patti Smith, der følger hendes liv for nogle år siden. Patti Smith er som bekendt ikke hvem som helst. Måske er hun verdens største nulevende rocksangerinde; hun har lavet musik i en menneskealder; er med i The Rock’N’Roll Hall Of Fame, er ridder af den franske Legion d’Honneur, har modtaget den amerikanske National Book Award og har spillet på mange af de store musikfestivaler. Patti Smith er da heller ikke en fattig kvinde: I år købte hun den franske digter Arthur Rimbauds barndomshjem. Men samtidig får man også det klare indtryk af M Train, at hun heller ikke er en styrtende rig rockstjerne. Bogen beskriver, hvordan Patti Smith havde forelsket sig i en byggegrund med et skur (!) i New York og brugte måneder på at få så mange aftaler om koncerter og andre optrædender på plads, at hun kunne få råd til at købe grunden med skuret.

Til sammenligning får en direktør i Sony Music Entertainment, der udgiver Patti Smiths musik, en årsløn på mere end 120.000 amerikanske dollars (en senior director tjener det dobbelte), og selskabets nettooverskud var i 2016 1,37 milliarder amerikanske dollars. Pladeselskaber og forlag ser ud til at tjene mere på deres virksomhed end kunstnerne gør. Men der er fortsat stor prestige forbundet med at på en pladekontrakt i musikbranchen – også selv om det efterhånden er blevet ganske let at producere musik og gøre den offentligt tilgængelig helt uden pladeselskabernes medvirken. Patti Smith er kendt som en meget politisk person med idealer der rækker tilbage til hippie-tiden (og det sætter jeg stor pris på), men ikke desto mindre har hun aldrig gjort tegn til at gøre op med sin tilknytning til Sony. Hvorfor det er sådan i hendes tilfælde, ved jeg ikke. Måske er det en gammel fornemmelse af prestige, der hænger ved fra dengang først i 1970’erne, hvor det var noget helt særligt at blive udgivet på et “rigtigt” pladeselskab.

I forskerverdenen er incitamentstrukturen og fornemmelsen af prestige helt tydelig. Vi opnår prestige ved at udgive i tidsskrifter og ved konferencer, der er nævnt på autorisationslisterne ved Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Og der er her i meget stort omfang tale om tidsskrifter og konferencer, der udgives af store, kommercielle forlag som Elsevier, Springer, Taylor & Francis og andre. Vi sidder i redaktioner og programkomiteer, men dette arbejde er helt ulønnet. Vi bedømmer manuskripter for forlag, og også dét er helt ulønnet arbejde. Vi bliver belønnet – men ikke med penge, men med prestige – for at hjælpe disse forlag med at tjene penge, og incitamentsstrukturen opmuntrer os endda til det. Så længe denne irrationelle prestige fylder så meget og så længe BFI-systemet opmuntrer os til at vælge de kommercielle publikationskanaler i det omfang, vi ser i dag, vil vi se denne underlige situation, hvor en mellemmand tjener på at vi arbejder gratis.

Den delte by

Fra A.J. Christopher: “The inheritance of apartheid planning in South Africa” (http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/0264837786900281)

Her dagen efter min hjemkomst har jeg tænkt en del over hvor opdelt Kapstaden egentlig er. I taxien ud til lufthavnen snakkede jeg med chaufføren, der var sort, og én ting bed jeg mærke i.

Nogle steder i byen er der stadig apartheid, sagde han. Og han havde jo ret. Ifølge folketællingen i 2011 var det kun 8,86% procent af landets befolkning, der var hvide, men i den lille del af Kapstaden, jeg nåede at se, var der mindst lige så mange hvide som ikke-hvide mennesker at se. På hoteller,  i restauranter og butikker var størsteparten af de ansatte til gengæld ikke hvide.

Da jeg tidligere samme dag havde været på minibus-tur rundt i byen, fortalte turguiden, som var hvid, om nogle underlige højhuse, der stod midt i det hele. Dengang i 1970’erne eksperimenterede man meget med byudvikling, og det var ikke lige pænt alt sammen, sagde han. Og lidt senere sagde han, at han faktisk syntes at Kapstadens centrum var et ret kedeligt sted at opholde sig.

Og det, jeg nu har kunnet læse mig til, er at de sydafrikanske arkitekter i apartheid-årene lod sig inspirere af Le Corbusiers planer om den funktionsopdelte by – men man kørte linen ud, for man ville lave den raceopdelte by. På billedet ovenfor kan man se, hvad man havde i tankerne. Et ofte fremført ideal er at byplanlægning skal skabe byer, der bringer mennesker sammen, men i Sydafrika under apartheid var målet at bruge byplanlægning til at holde befolkningsgrupperne så adskilt fra hinanden som overhovedet muligt.

Og det lykkedes over al forventning, må man sige. I dag, 23 år efter apartheid, fremstår Kapstaden stadig som en delt by med en velhavende, overvejende hvid kerne og fattige townships og arbejderkvarterer, som bestemt ikke er hvide.

På vej mod at blive spiselige

“Den, der graver en grav for andre, stemmer på AfD.”

Det var skræmmende at se, at AfD nu er blevet det tredjestørste parti i Tyskland. Men det er også interessant, at noget af det første, der sker efter valget, er at den hidtidige leder trækker sig. Måske er dette et eksempel på hvordan højrepopulismen ofte skal igennem to faser: Først ren protest med fokus på reaktionær nationalisme og en kaotisk partiorganisation, siden en “spiselig” udgave med et tilsyneladende bredere partiprogram (men stadig med reaktionær nationalisme som kerne) og med en partiorganisation der samtidig er stramt topstyret og ekskluderer de urolige og “uspiselige” elementer.

Vi har set denne tendens rundt omkring. I Danmark var Fremskridtspartiet op gennem 1980’erne rammen om interne stridigheder mellem “strammere” og “slappere”, og de stridigheder kulminerede med dannelsen af Dansk Folkeparti, et parti der ikke er kendt for sit medlemsdemokrati. Det oprindelige Fremskridtsparti er en lille flok, og de bakker i dag op om Nye Borgerlige. I Sverige var der i 1990’erne Ny Demokrati, som i høj grad så sig selv som et protestparti, men siden kom Sverigedemokraterne, som i hvert fald nogle af de borgerlige svenske partier nu er åbne for at samarbejde med. I Frankrig er Front National fra Jean Marie Le Pens dage blevet afløst af Marine Le Pens udgave, hvor ikke mindst den mere eller mindre latente antisemitisme er blevet nedtonet (men ikke er væk). Og i USA er der en skelnen mellem de heilende medlemmer af alt-right og den mere “spiselige” alt-light-udgave, som står Trump nær.

I så fald er vi vidne til den første fase af AfD, hvor der er uro i partiorganisationen. Når disse uoverensstemmelser er ryddet af vejen, bliver AfD (eller hvad de nu måtte hedde til den tid) for alvor farlige.

For da er den “spiselige” udgave af reaktionær nationalisme parat til at få indflydelse, og mange andre partier (måske i virkeligheden dem alle) begynder i et eller andet omfang at overtage den reaktionære nationalisme standpunkter og argumentationsformer, netop fordi de er nødt til have dem på deres side for at kunne få indflydelse.

Afsked med Kapstaden

Jeg startede den sidste dag i Kapstaden med at tjekke ud fra hotellet kl. 11 og deponere min kuffert dér. Derefter havde jeg bestemt mig til at genbesøge Zeitz MOCAA. Der var nu også rigtig mange andre, der havde fået en lignende idé, så køen nåede næsten halvvejs rundt om den store bygning, da jeg var fremme. Også inde på museet var der køer på hver etage, så jeg brugte desværre en del tid på at vente. Men igen var det imponerende at se bygningen i sig selv og at opleve så megen spændende afrikansk nutidskunst. Hvis nogen af dem, der læser dette, en dag når til Kapstaden, så besøg Zeitz MOCAA – en klar anbefaling herfra.

Resten af eftermiddagen brugte jeg på en busudflugt rundt i byen. Vi var nu kun to personer i den lille minibus, nemlig ud over mig selv en amerikansk turist, en ung kvinde fra New York. Tourguiden skulle ikke med os op på Taffelbjerget, så jeg tog svævebanen derop sammen med Sasha, som hun hed. Hun skulle rejse rundt i Sydafrika i et par uger, fik jeg at vide. Vi talte sammen om løst og fast, og som så mange andre amerikanere var Sasha meget nysgerrig og talte om ganske meget forskelligt. Hendes mor var fra Georgien, viste det sig, og her kunne jeg så røbe, at jeg skam havde været på de kanter for snart mange år siden.

Turen op til Taffelbjerget blev et godt eksempel på hvor omskifteligt vejret er her. Selve den hurtige svævebanetur var svimlende, og især de sidste meter, som den langsomt roterende gondol tog op langs den stejle klippeside gav et sug i maven. Udsigten undervejs havde været flot, men oppe på selve bjerget var der kun tyk tåge – eller rettere: det var jo lavthængende skyer. Så Cape Town var helt skjult af en hvid dis.

Vi brugte tiden på at kigge på klippeformationerne heroppe og så nogle små dyr, der vimsede rundt i buskadset. De lignede en mellemting mellem marsvin og jordegern, men var såmænd dassies, som man kalder dem hernede. På dansk kaldes dassies for klippegrævlinge, men de er hverken gnavere eller grævlinge. Faktisk tilhører de små fyre deres helt egen familie; nærmeste (men stadig fjerne) slægtning i dyreriget er elefanterne.

Pludselig gik solen og blæsten sammen om at fjerne skyerne, og snart efter var der god udsigt over Kapstaden og Atlanterhavet. Vi fik taget nogle gode billeder, og derefter kunne Sasha og jeg tage svævebanen ned igen.

Bagefter blev vi kørt gennem Kapstaden og så Bo-Kaap, det overvejende muslimske kvarter med de farvestrålende huse. Desværre var der ikke tid til at komme ud at gå lidt rundt. Og vi så en diamant-butik, hvor den italienske juvelér havde ganske meget at fortælle om slibning af diamanter. Lidt naivt spurgte jeg om man da ikke kunne automatisere hele denne slibeproces, når nu der er nogle helt veldefinerede mønstre, man sliber efter. Og jeg tænkte, at problemet om en optimal udvælgelse af størrelserne på brillianter fra en uregelmæssig diamant må være NP-fuldstændigt. Men hele denne proces er stadig i et vist omfang nødt til at være manuel, for diamanter kan have urenheder og svingende kvalitet, som kræver erfaring at håndtere.

Turen sluttede, Sasha og turguiden og jeg tog afsked med hinanden og jeg gik en sidste tur på havnefronten for at få en bid mad et sted. Derefter hentede jeg kufferten på hotellet og fik lov at låne en bruser og skifte tøj. I skrivende stund sidder jeg i lufthavnen; flyet afgår kl. 23 og jeg er fremme i Amsterdam 11 timer senere. Det har været en god tur med forbløffende mange akademiske og ikke-akademiske oplevelser fordelt på lige knap fem dage, men når jeg når til dette tidspunkt på en rejse, glæder jeg mig kun til at komme hjem.

I dag så jeg løver og blikbyer

I dag var jeg en busudflugt til Aquila Game Reserve, et vildtreservat to timers kørsel fra Kapstaden. Jeg blev samlet op ved hotellet kl. 9.45; de andre passagerer var alle amerikanske turister, og to af dem talte ivrigt med hinanden, på den måde som amerikanere ofte kan have for vane at gøre (det kan godt virke lidt overvældende).

Vi kørte ud af Kapstaden, gennem industriområdet og ud i bjergene. Efter den lange Huguenot-tunnel, der løber under de næsten 2000 meter høje Du Toitskloof-bjerge, gjorde vi kort holdt. Derefter begyndte et stort område med vinmarker, og her så vi også de første meget tydelige tegn på den store fattigdom, der også findes i Sydafrika. I det område af Kapstaden, hvor jeg har boet, er alt meget velfriseret og nyt, men herude lå der byer af blikskure og det, der var om muligt endnu dårligere. Beboerne er mennesker, der er tilrejsende fra andre dele af landet. Mange forsøger at få arbejde som landarbejdere. Men dette arbejde er stærkt sæsonbetonet, og derfor er mange landarbejdere arbejdsløse en stor del af året og må friste en kummerlig tilværelse i blikbyerne langs bl.a. hovedvej 1. Nogle prøver at sælge lidt druer, som de har snuppet på markerne, til de forbipasserende bilister. Her er der ikke rindende vand og slet ikke elektricitet. Regeringen prøver i disse år at opføre små hytter og at tilbyde uddannelse til de arbejdsløse landarbejdere. Men arbejdsløsheden i Sydafrika er voldsom, omkring 30 procent, så der er ikke tale om et problem, der nemt kan løses.

Til sidst nåede vi frem til Aquila Game Reserve, og efter en frokost, hvor jeg fik talt med de to ældre amerikanske damer, der ikke var så snakkesalige, skulle vi ud at se på dyrene. Dette reservat tager imod dyr, der har haft en trist skæbne, f.eks. ved at være blevet strejfet af krybskytter, og prøver at få dem ud i et afgrænset stykke natur igen. Jeg blev ikke klar over, hvor stort reservatet egentlig er; vi kunne stort set altid skimte landevejen i det fjerne. Men reservatet er stort nok til at have mange af de store dyrearter, man ofte forbinder med Afrika syd for Sahara. Vi fik set flodheste, næsehorn, flere slags antiloper, giraffer, strudse, gnuer, zebraer og løver – de bor i en særligt indhegnet del af reservatet. Og til sidst fik vi også set to store elefanter.

Især var det fascinerende at komme helt tæt på næsehornene, de sørgmodigt udseende kæmper. Jeg blev mindet om Plinius den Ældre, der for to årtusinder siden skrev at enhjørningen fandtes, men at den var meget grim at se på og havde fødder som en elefant. Det kan kun have været et næsehorn, han har set.

Dyrene har tydeligt vænnet sig til de besøgende, og der er ikke nogen af dem, der virker til at ænse den åbne bil, der kører langsomt rundt.

Efter et par timers strejftog i dyrereservatet var det tid at vende tilbage til Kapstaden. Vel tilbage på hotellet gik jeg ned til den store food court, hvor jeg kunne sidde med et måltid thai-mad og en sydafrikansk Ukhamba-øl (en meget hæderlig black IPA) og kigge ned på alle de mange mennesker, der færdedes her mellem hinanden. For ligesom der er mange forskellige dyr her, sådan er Sydafrika også et land med en rig mangfoldighed af meget forskellige mennesker, det som Desmond Tutu i sin tale i går (og mange gange tidligere) har kaldt for the rainbow nation.

I morgen søndag har jeg det meste af dagen hernede, inden flyet går til Amsterdam kl. 23.00.

I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

Endnu en dag på Workshop 17

Himlen over Cape Town
Sydafrikansk øl – fra Sverige

I dag kunne jeg tage den helt med ro til ICWL 2017 og bare lytte til foredrag. Især foredragene om inquiry-based learning var interessante; her er tale om en form for projektarbejde, der på den ene side ikke er problembaseret, på den anden side alligevel er undersøgende. Angel Suarez gav en interessant præsentation af sit arbejde med systemet DojoIBL, der er et system som kan integrere arbejdsplanlægning, tidsplaner, chat og mere til. Bagefter foreslog jeg at systemet da også kunne integrere dokumentdeling og versionskontrol – og fik at vide, at det var en rigtig god idé, men at det samtidig var nødvendigt at prioritere, da han var helt alene om at udvikle systemet! Senere bed jeg mærke i præsentationer om kode-review i programmeringsundervisning og i et bud på hvordan man kan lære om kodningsteori ved hjælp af et spil.

Efter frokost gik jeg fra Workshop 17 en lille tur hen til den food court, der ligger i nærheden. Her var der en ølbutik, hvor jeg købte et par flasker sydafrikansk øl som souvenir. Jeg var lige ved at købe en CBC IPA fra Cape Brewing Company, da jeg så opdagede at den faktisk var brygget af Åbro Bryggeri i Sverige og derefter sendt hele vejen herned! Jeg så ingen grund til at fragte en dåse CBC IPA hele vejen tilbage over ækvator.

Derefter tog jeg tilbage til hotellet for at holde møder over Skype med de to projektgrupper på 1. semester, jeg vejleder i deres P0-projekter. Vi talte om alle de ting, man taler om i P0-sammenhæng og jeg lovede at læse den næste udgave af deres arbejdsblade inden afleveringen tirsdag morgen.

Om aftenen var der konferencemiddag. Jeg var kommet i alt for god tid, så jeg endte med at stå og betragte himlen over Cape Town og tænke over, at Sydafrika var et sted i verden, jeg havde læst om allerede som dreng, men i mange år kun forbandt med undertrykkelse og urimelighed. Lidet havde jeg kunnet forudse, at jeg en dag selv ville komme til at besøge et Sydafrika uden apartheid.

Omsider begyndte gæsterne at ankomme til konferencemiddagen, og det var tid at gå indenfor igen. Jeg fik en snak med Dennis Kriel, der arbejder med læringsdesign på universitetet i Pretoria (i sin fritid arbejder han med smedejern og med økologisk landbrug, viste det sig også). Han er ansat til at hjælpe universitetslærerne i Pretoria til at hjælpe med at komme i gang med at lave video-podcasts og med at bruge hele denne teknologi. Jeg måtte her konstatere at vi her desværre er et godt stykke bagefter på Aalborg Universitet.

Under konferencemiddagen blev det afsløret at næste års ICWL skal afholdes i Thailand og at prisen for bedste artikel i år gik til – Angel Suarez.