At forsvinde gradvist

Jeg kan nu læse, at prins Henrik har fået konstateret demens. Måske vil der nu komme et øget fokus på demens og på at der faktisk også er andre udbredte former for demens end Alzheimers sygdom. Så vidt jeg kan se, må prins Henrik være blevet ramt af en form for frontallapsdemens ikke helt ulig den, som min mor blev diagnosticeret med i efteråret 2000. Det er en form for demens, der også i høj grad ændrer patientens personlighed og skaber situationer, der fremstår som triste og som umiddelbart pinlige. Vi har smilet skævt ad prins Henrik, men det er slut nu. Ofte er frontallapsdemens en sygdom, der kommer snigende, netop fordi den først påvirker personligheden, og den kan derfor sagtens have stået på i årevis.

Uanset hvad man måtte synes om kongehuset og dets medlemmer i øvrigt, er det trist for dronningen at skulle opleve sin mand gennem mange år på denne måde. Jeg ved af egen og andres erfaring, at det er en stor sorg at miste en person, man har kendt i det meste af sit liv, på denne måde. Demens er i høj grad en sygdom, der er de pårørendes sygdom.

(Visited 40 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar