Hvad kan man lære af det norske valg?

Her til aften sidder jeg og følger med i valget til det norske Storting. Det ser ud til at høyrefløyen vinder over opposisjonen. Jeg har tidligere regnet med (og håbet på) at Fremskrittspartiet ville blive slidt ned af at skulle være i regering og tage ansvar, og en overgang så det da også sådan ud. Men partiet står lige nu kun til en svag tilbagegang. Om dette vil give Dansk Folkeparti blod på tanden med hensyn til at forsøge sig i en dansk regering, ved jeg ikke. Strategien med at lukke højrepopulisterne ind i den norske regering har   – så vidt jeg kan se – bare flyttet de andre partiers politik over i retning af højrepopulisterne, og det har vi som bekendt længe set i Danmark også.

Det interessante er, at spærregrænsen i Norge er 4 procent. To af partierne i oppositionen, Rødt og Miljøpartiet De Grønne, er under spærregrænsen, men hvis deres procentandele talte med, ville de to fløje i norsk politik være adskilt med 0,6 procent. I Norge kan et parti faktisk opnå valg til Stortinget uden at komme over den nationale spærregrænse. Det sker hvis partiets opbakning i en bestemt valgkreds er høj nok. Det er tidligere sket for netop Miljøpartiet De Grønne. Hvis jeg var Rødt og Miljøpartiet De Grønne, ville jeg nok lave et valgforbund, der (f.eks.) kunne hedde De Rød-Grønne.