Hvem kan mærke forskel?

Der er en meget rammende kronik i dagbladet Information i dag af Kjeld Høgsbro, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hans vigtige pointe er at velfærdssamfundet i virkeligheden i meget høj grad er med til at sikre middelklassen. Mange politikere, især borgerlige politikere, taler om velfærdssamfundet som en måde at beskytte “de svage” på. Men denne måde at tale på gør det, at den foruddefinerer en gruppe som dem, der kan blive ramt af problemer.

I disse år bliver der skåret 2 procent om året i den offentlige sektor (nogle steder bliver der skåret mere – på Aalborg Universitet skal vi nu spare 4 procent hvert år). Nogle dele af middelklassen vil ikke opleve problemer med nedskæringerne. Hvis man konsekvent træffer de rigtige valg, og der ikke sker noget uventet, kan man nemlig ikke mærke forskel. Man kan spare op til sine børns uddannelse, have forsikringer for sundhed osv.

De samlede udgifter, det enkelte menneske vil have, er i samme størrelsesorden som de ville være ellers, og man skal nu selv have det fulde overblik over mulige konsekvenser. Sker der noget uventet, og er man ikke dækket ind, er ansvaret ene og alene ens eget og måske må familien træde til. Man kan kun være utilfreds med – sig selv. Man kan ikke klage over det offentliges tjenester, men er henvist til at sagsøge forsikringsselskaber og dem, der måske har forårsaget den ulykkelige situation, man står i. Det er denne model, vi for alvor ser udfoldet i USA, men nu er ved at vinde indpas også i bl.a. Danmark. Derovre er der smukke hjem og kloge mennesker og masser af initiativer, men også masser af mennesker, der er hjemløse eller i fængsel. Det er også i USA, der er tydelige problemer med at finde en god fælles reaktion på en voldsom naturkatastrofe.

Der sker noget meget tydeligt, nemlig at det bliver almindeligt først og fremmest at vende utilfredsheden indad og at føle at man ikke slår til, når noget går galt. Man kunne jo bare have været mere forudseende.

Der er masser af mennesker i USA, der først og fremmest er utilfredse med sig selv. For nogle år siden mødte min hustru og jeg en af min hendes gamle skolekammerater, der havde mødt en amerikansk mand og var flyttet til USA. De havde haft et godt middelklasseliv derovre, lige indtil de blev ramt af en alvorlig trafikulykke – nu havde de en stor gæld på grund af de mange hospitalsregninger. De var simpelthen blevet udsat for en voldsom og livsforandrende hændelse. Men det virkede ikke som om de var vrede på nogen, f.eks. på det dårlige sundhedssystem, der lod dem i stikken, bare kede af det.