En trist kop te

Min lånecomputer får overført filerne fra min sikkerhedskopi.

Hvis ikke det var så træls, ville det næsten være morsomt.

Her til morgen sad jeg på mit kontor og forberedte mig til næste uges rejse til Cape Town. Jeg havde lige skænket en kop te op og var ved at ordne en betaling over nettet i forbindelse med rejsen. Der kom en SMS i forbindelse med betalingen, jeg vendte mig for at finde min telefon – og væltede koppen med te ud over min computer. Det lykkedes mig at råbe Satans også! og løbe ud efter papirservietter og få slukket. Selv om min computer (en MacBook Pro) havde været klappet i, var der alligevel kommet væske ind i den. Der løb te ud af USB-porten, og den slags er sjældent et godt tegn.

Jeg havde ikke tålmodighed til at vente på universitetets ITS-tjeneste; min erfaring med dem er at reparationer desværre kan tage meget længe. Så jeg sprang på cyklen og hastede ind til midtbyen.

Undervejs på turen, netop da jeg havde nået det ødeste sted på ruten, hvor der kun er marker (mellem Langagervej og Lemvigvej) var min rygsæk med computeren ved at falde af bagagebæreren. Jeg måtte af cyklen og redde den. Og netop da punkterede cyklen med en særdeles hørbar susen. Og i samme øjeblik begyndte det at regne voldsomt, dér ude på markvejen i Aalborg Øst.

Jeg måtte ringe efter en taxi, der skulle tage mig først til computerværkstedet og derefter til et cykelværksted. Regnen tog til, men til sidst kom der da en taxi til den gennemblødte person med den gennemblødte computer og den punkterede cykel.

En halv time efter at computeren var indleveret, fik jeg et opkald – der var væske alle vegne inde i computeren, og den skulle på et fjernværksted og have den helt store tur. Det ville tage 30 dage, før den ville være klar igen.

Til alt held kunne jeg låne en computer – en ældre MacBook Pro. Og nu bliver det så dén, der skal med mig til Sydafrika.

Og ja, jeg havde selvfølgelig en backup. Den var blevet taget lige inden tekruset væltede, opdagede jeg bagefter. Denne arbejdsdag, hvor jeg faktisk ikke fik lavet noget som helst, sluttede med at jeg måtte ud på universitetet igen og hente sikkerhedskopien, så jeg kunne lave en kloning.