De bliver væk – men hvorfor?

Et fremmøde på nul procent i AAUs bygninger i Rendsburggade.

Jeg har tidligere skrevet om den ærgerlige situation, jeg har oplevet i foråret, hvor jeg seks uger inde i foråret oplevede at der kun var lidt over halvdelen af et hold på mere end 130 studerende, der mødte op til min kursusundervisning.

Det rigtig ubehagelige ved denne situation var, ud over at så mange studerende konsekvent blev væk, at det viste sig helt umuligt for mig at finde ud af hvad det var, der var årsagen til det store fravær. Til styringsgruppemøderne dukkede der altid kun studerende op, der deltog i undervisningen. Og når ikke jeg kunne få et indblik i årsagerne, ville jeg aldrig kunne ændre på de forhold i min undervisning, der forårsagede den omfattende, tavse protest.

Ved starten på det nye semester indbød jeg derfor det hold af studerende, der var tale om, til et møde i håb om at jeg omsider ville kunne finde ud af, hvad det var de havde været så utilfredse med. Især var jeg interesseret i at høre fra de studerende, der ikke havde villet deltage i undervisningen i foråret. Nu måtte de vel føle sig trygge nok til at give deres utilfredshed til kende og komme med forslag til forbedringer.

Mødet fandt sted i denne uge. Der dukkede imidlertid kun fem studerende op til mødet, og alle fem havde deltaget regelmæssigt i min undervisning. Fire af dem havde jeg endog været projektvejleder for.  Vi fik en god samtale om mine ideer til forbedring af kommende undervisningsforløb, men jeg kom slet ikke tættere på en forklaring på hvad der var sket eller på om mine bud på nye tiltag ville kunne få de studerende til at deltage i stedet for at blive væk.

I går fik jeg så en mail fra en kollega, der har undervist et stort hold på 6. semester, hvor jeg er semesterkoordinator. Det viste sig at min kollega havde observeret en helt tilsvarende adfærd: En meget stor andel af de studerende ville ikke deltage i øvelserne, heller ikke selv om det blev tydeligt pointeret at det ville være meget vigtigt. I den skriftlige evaluering af kurset havde 11 studerende givet deres mening til kende om undervisningen, men de havde alle fulgt kurset – og igen var det således umuligt at finde ud af hvorfor så mange andre blev væk.

Jeg spekulerer nu på om der er tale om et problem, der ikke bare skyldes at jeg har leveret dårlig undervisning, men om vi er vidne til en ny tendens hvor mange studerende ikke længere vil deltage i undervisningen. Hvis det er tilfældet, bliver vi nødt til at gøre en systematisk forskningsindsats for at finde ud hvad der ligger bag, for det kan tyde på at vi er ved at se et afgørende skift i studiekulturen.

Der er mange mulige hypoteser her. Fra de spredte tilkendegivelser, jeg fik i foråret, er én mulighed at mange studerende opfatter kurserne som noget, de med fordel kan nedprioritere til fordel for projektarbejdet så de på denne måde kan optimere deres indsats og klare sig så godt som muligt. Hvis man har overblik over uddannelsens opbygning, er det tydeligt at dette er en paradoksal holdning – kurserne fylder præcis lige så meget som projektet. Der må i så fald være nogen, der påvirker de studerende til at indtage denne holdning, men jeg ved ikke hvem det skulle være. Det kan næppe være projektvejlederne, for mange af dem er jo også selv kursusholdere.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar