Flere slags fravær

Jeg er begyndt at prøve at danne mig et overblik over den forskning, der undersøger om der er en sammenhæng mellem deltagelse i undervisning og læring på videregående uddannelser. Det virker måske lidt underligt, at det er nødvendigt at undersøge om det virkelig er tilfældet, at undervisning kan påvirke læring positivt. Men mange af os har en anekdotisk baseret opfattelse af, at der findes undervisning, som kun de færreste af deltagerne lærer noget af, og af der ofte sker en læring, som ikke er baseret i nogen undervisningsaktiviteter.

Der er et væld af artikler baseret på undersøgelser af korrelationen mellem deltagelse i undervisning og eksamenskarakterer. Undersøgelser fra Australien, Finland, Portugal, Pakistan, USA, Albanien og mange andre lande, der undersøger situationen for mange forskellige uddannelser, er enige om samme konklusion: At de studerende, der deltager i undervisningen, klarer sig signifikant bedre end dem, der ikke deltager. Når der er så mange forskellige situationer, hvor de fælles variabler er deltagelse og eksamensresultater, tyder det på at der er en årsagssammenhæng.

Her er et citat fra konklusionen i en undersøgelse fra Australien, hvor man fokuserer på psykologi-uddannelserne:

Using hierarchical linear modelling we found that course attendance was positively related to objective performance, providing additional findings to bolster evidence for the relationship between course attendance and objective performance while controlling for self-reported past academic performance. Furthermore, we did not find any significant variance in this relationship across course content, attesting to the robust nature of the link between class attendance and performance.

En anden artikel, der er rigtig interessant, er fra Finland og stammer fra 2016. Finland ligner på nogle måder Danmark: Det er gratis for den enkelte studerende at være indskrevet på universitetet, og der er ikke noget præsenskrav. Også i den finske undersøgelse vil man undersøge sammenhængen, og man gør det i et kursus på en handelshøjskole. Her gør man en interessant skelnen, nemlig mellem

  1. Studerende, der begynder at følge undervisningen, men dropper ud inden eksamen (denne gruppe er ikke interessant i eksamenssammenhæng). I alt 43 studerende droppede ud, dvs. halvdelen af det oprindelige hold.
  2. Studerende, der følger undervisningen gennem hele forløbet. Her var der 24 studerende.
  3. Studerende, der stort set ikke følger undervisningen, men går til eksamen. Her var der 19 studerende.

Undersøgelsens analyse, viser at der for gruppe 2 var en signifikant fordel i at deltage i undervisningen; jo flere kursusgange, en studerende deltog i, jo bedre klarede vedkommende sig.

At det giver mening at skelne mellem to typer af årsag til fravær, er egentlig ikke overraskende. I det moderne masseuniversitet er der en lille gruppe af dedikerede studerende (måske omkring 10 procent), der reelt er selvkørende. Gruppe 3 i den finske undersøgelse er de dedikerede studerende. De ville kunne klare sig godt, om så underviseren blev erstattet af en papfigur. Men der er også en stor gruppe af “minimalister” (op til halvdelen af studentermassen), der først og fremmest vil gennemføre og vil lave så lidt som muligt. Andre af de studerende, der ikke deltager i undervisningen, er til gengæld fraværende, fordi de er “minimalister”. Og så er der en mellemgruppe, der hverken er dedikerede eller minimalister. Det er ikke det fravær, der skyldes de selvkørende, dedikerede studerende, der skal bekymre os. Det er fraværet af resten af studentermassen, der er problemet.