Over grænsen

I den forgangne weekend fik jeg læst Kill All Normies, en bog af den irske medieforsker og forfatter Angela Nagle, der giver en analyse af hvordan de sociale medier på Internettet inden for de seneste få år har skabt nogle uheldige og ubehagelige fænomener især i USA og hvordan de er med til at ændre hele det politiske billede, igen især i USA. Nogle sociale medier, ikke mindst 4chan, er blevet hjemsted for stærkt højreorienterede, racistiske og sexistiske personer, der ynder at være transgressive (eller grænseoverskridende, som man siger på dansk). Her kan man finde racistiske memes, hævnporno, chikane og ekstreme billeder og videoer af enhver slags. 4chan og andre sociale medier har været hjemsteder for Trump-tilhængere af enhver slags og for alt-right-bevægelsen og men’s rights-bevægelsen.

Engang var det at være transgressiv en progressiv/venstreorienteret handling, der var en protest mod systemet, men i dag har højrefløjen i stort omfang taget grænseoverskridelsen til sig som strategi.

Andre sociale medier, ikke mindst Tumblr, er til gengæld blevet steder hvor vidtgående former for venstreorienteret identitetspolitik med udgangspunkt på bestemte slags intersektionel feminisme og queer-teori folder sig ud. Her blandt Tumblr liberals finder man mange forskellige kønsidentiteter og seksualiteter og en call out-kultur rettet mod dem, som nogen anklager for at udtrykke intolerante holdninger. Det måske lidt ironiske er at man ud fra en slags venstreorienteret position her går i rette med dem, man opfatter som grænseoverskridende.

Man må så afgjort sige, at det er 4chan-kulturen, der har vundet. I USAs naboland Danmark ser vi helt tilsvarende fænomener. På én måde var hele postyret om Muhammed-karikaturerne vel en forløber for de transgressive ideer, som højrefløjen i dag gør flittigt brug af også i Danmark.  Den danske pendant til 4chan er formodentlig den for nylig så omtalte Facebook-gruppe Offensimentum, hvor sprogbrugen og de racistiske og sexistiske holdninger på mange måder har været præcis de samme som i 4chan og de tilsvarende fora. Også den fornedrende jargon og dødstruslerne, som ingen rigtig ville udtale sig om alvoren af, har været den samme. Og selv om Offensimentum-gruppen nu er lukket, er der intet tegn på at de tendenser, der ligger bag, er begravet. Tværtimod sker der nu en knopskydning af tilsvarende Facebook-grupper, og personerne bag Offensimentum vil nu lave deres eget websted – en om muligt endnu tydeligere pendant til 4chan.

Der findes selvfølgelig også danske pendanter til Tumblr-liberals (bl.a. i Facebook-grupper), men ligesom i den amerikanske kontekst kommer de til at fremstå underligt impotente i det, der ofte bare fremstår som udskamning og forargelse over detaljer, mens højrefløjen buldrer frem og truer og hetzer. Som Angela Nagle påpeger, er det som om diskussionen af de eksisterende sociale og økonomiske uligheder i samfundet er kommet til at vige for nærmest kroniske diskussioner om kultur – og her tænker jeg ikke på teatre eller museer. Højrefløjen vil hele tiden diskutere “dansk kultur” og har stort held med at få alle til at diskutere med. Dele af venstrefløjen vil helst tale om f.eks. cultural appropriation. Og der kommer ikke ret meget godt ud af det hele.

På denne måde er Kill All Normies også interessant herhjemme.

(Visited 94 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar