Godhed skal skjules (?)

Katrine Marie Guldager har et indlæg i Politiken i dag om hvorfor man kan lade sig provokere af gode mennesker. Jeg kender det – jeg har en dårlig dag, men der er mennesker omkring, der smiler og er venlige. Det kan næsten ikke være til at holde ud.

Det er et godt indlæg på mange måder, men det besvarer ikke spørgsmålet: Hvorfor er gode mennesker så provokerende? Ét muligt bud er at Den Gode Anden gennem sine handlinger gør opmærksom på at jeg ikke selv opfører mig godt; Den Anden giver gennem sin gode handling en kritik af mig.

I virkeligheden er der hos mange faktisk et ideal om at man skal udøve sin godhed i det skjulte, så ingen bliver irriteret. Det er i Danmark blevet udbredt at tale negativt om det, man kalder for “godhedsindustrien”. På tysk har man i mange år (tilsyneladende siden 1968) haft det nedsættende ord Gutmensch på højrefløjen.

Jeg har tidligere skrevet om det “altruistiske hierarki, hvor den bedste og mest altruistiske handling tilsyneladende er den handling, man gør uden egentlig at ville det  og uden at få noget ud af det. En underlig form for godhed, synes jeg. I mange forståelser er dette ideal udbygget yderligere: den sande godhed er den uegennyttige handling, som ingen ved at man har gjort.  Mit gæt er at denne holdning skyldes indflydelse fra kristendommen. I Lukasevangeliet (Luk. 8, v. 9-14) står der

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Men denne holdning kan lige så vel bruges til at forhindre gode handlinger som at opmuntre til dem. Tolderen indrømmede, at han var en synder. Men gjorde han mere end dét? Eller fortsatte han mon bare med at opkræve told til besættelsesmagten og med at være småkorrupt (sådan som toldere på den tid ansås for at være)?

Når ingen ser den gode handling, er der da heller intet forbillede i den. Godheden bliver usynlig.  Den gode handling bliver derved en undtagelse ligesom den onde handling, der heller ikke skal ses. Det bliver svært at skabe en etik om at ville det gode, hvis godheden skal udføres i det skjulte. Idealet bliver at være hverken god eller ond.

Ville det være bedre for mit velbefindende, hvis de mennesker, som lige nu forekommer at være så irriterende gode, i stedet var lige så sure og tvære og hensynsløse som mig? Næppe.

(Visited 55 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar