Dagens første foredrag

Mine slides

Så kom dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde sovet dårligt i nat, selvom Kapstaden er i samme tidszone som Danmark, og jeg derfor bestemt ikke havde jet lag. Den lange rejse og mails fra AAU, som jeg først kunne se, da jeg skulle sove, gjorde det svært for hovedet at falde til ro. Men igen vågnede jeg af mig selv lidt inden jeg skulle op.

Jeg dukkede op i god tid, for jeg kunne se at mit foredrag skulle være kl. 9.00, og jeg var blevet bedt om at være der i god tid. Faktisk startede vi nu først kl. 9.45, for programmet var blevet ændret.

Hele ICWL2017/SPeL2017 finder sted i The Watershed, der er en stor hal. I stueetagen er der et indendørs marked med sydafrikansk kunsthåndværk, og på første etage ligger Workshop 17, der har seminarrum og et åbent arbejdsrum for kreative mennesker fra kunst, kommunikation og teknologi.

Mit foredrag handlede om PBL Exchange, der er den ny platform for projektvejledere på AAU, som jeg tidligere har skrevet om her og som er blevet til i samarbejde med Dorina Gnaur og Kurt Nørmark. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på som den første, og der kom da også nogle værdifulde kommentarer til mit foredrag. Jeg talte bl.a. med en spansk PhD-studerende ved Open Universiteit i Nederlandene; han har udviklet en platform, der kan bruges til crowdsourcing og planlægning i forbindelse med studerendes projektarbejde, og det glæder jeg mig til at høre meget mere om i morgen.

Der var også interessante foredrag om bl.a. hvordan man kan bruge bayesiansk inferens i forbindelse med at kvalificere peer review i undervisning og om hvordan man kan engagere studerende på et lille universitet i Kenya. Udfordringerne her ser ud til at være de samme om andre steder i verden. Oppe i Kenya (som jeg vel må sige lige nu) går smartphonen også sin sejrsgang, men her er det nu WhatsApp, som alle bruger. Facebook er for længst gået bag af dansen. Kan man bruge dét til noget? Måske.

Over frokosten kom jeg til at tale med andre deltagere fra Frankrig, Canada, Sydafrika og Thailand. Den sydafrikanske deltager bor i Pretoria, der med sine 6 millioner indbyggere kun er landets næststørste by, næst efter Johannesburg. Her var det lidt underligt at sige, at jeg kommer fra et land med lidt over 5 millioner indbyggere. Den franske deltager sagde derefter (lidt spøgende), at hun da også kom fra et lille land i Europa.

Bagefter gik jeg en lille tur langs kajen; der er 23 grader i dag, for foråret er lige så stille på vej hernede. I morgen skulle temperaturen desværre blive lidt mere hjemlig.

Det er interessant at være her og at møde folk med forskellige baggrunde. Nogle er dataloger, andre har anden akademisk baggrund. Alle interesserer sig for uddannelsesaspektet.

(Visited 22 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar