I dag så jeg Desmond Tutu

I dag blev en af de sjældne stunder, hvor man ved et tilfælde oplever noget helt særligt i et fremmed land.

Jeg besluttede at bruge formiddagen på denne lune forårsfredag på at gå en tur i Cape Town og hentede et offline-kort til min telefon, så jeg kunne finde vej. Gåturen tog mig op forbi et velhaverkvarter med havudsigt og elektriske hegn og pigtråd på murene, og derefter langs en lidt kedelig forbindelsesvej med smuk udsigt op mod Taffelbjerget. Jeg drejede ind mod centrum og bestemte mig til at gå tilbage til konferencen via havnefronten.

Da jeg kom rundt om hjørnet til en stor bygning, så jeg en stor samling mennesker og kunne høre, at der blev holdt en tale ved bygningens indgang. Det viste sig at jeg var havnet lige midt i indvielsen af Zeitz MOCAA, det store nye museum for afrikansk kunst og det største af sin slags i hele Afrika! MOCAA bliver formodentlig et museum af samme betydning som Tate Modern i London og Museum of Modern Art i New York. Så jeg blev hængende.

Det var Elias Masilela, leder af V & A Waterfront, der talte. Så talte den engelske arkitekt Thomas Heatherwick som havde gen-designet bygningen. Oprindelig var den en enorm kornsilo og var tilmed en lang overgang den højeste bygning i Afrika syd for Sahara. Heatherwick havde fået fat i et enkelt lille korn fra dengang, som nogen havde gemt, og ladet det 3D-scanne. Det indre af MOCAA har fået samme form som dette korn.

Derefter talte Cape Towns borgmester Patricia de Lille, premierministeren for Western Cape-provinsen Helen Zille og til allersidst – ærkebiskop Desmond Tutu. Først tænkte jeg, at jeg havde hørt galt, for det var en lidt trivelig hvid mand med halvlangt hår, der gik på talerstolen. Men det var såmænd MOCAAs hovedkurator Mark Coetzee, der bød Tutu velkommen.

Da Desmond Tutu dukkede frem til tonerne af et stort kor, var det et helt usædvanligt gribende øjeblik, og bestemt da også for mig, der er gammel nok til at huske hvordan apartheid-regimet ofte var i nyhederne i Danmark. Og det var helt tydeligt på reaktionerne fra tilhørerne og deres glade tilråb, at Desmond Tutu er en helt usædvanligt højt respekteret person i Sydafrika.  Den gamle ærkebiskop (han er i dag 85 år) viste sig endnu engang at være præcis den på én gang gribende og morsomme taler, som jeg husker fra tv. I sin tale hyldede han sin ven, den hvide jurist og frihedskæmper Albert Sachs, søn af litauiske jøder. Sachs mistede en arm i et bombeattentat udført af apartheid-regimet i Mozambique i 1968, men fortsatte kampen i eksil. Han var et ledende medlem af ANC og endte med at være en af hovedkræfterne bag Sydafrikas nuværende forfatning. “Nu kan jeg se at Albert sidder og rødmer”, sagde Desmond Tutu, “det kan jeg jo ikke rigtig selv”.

Efter alle talerne blev snorene klippet over, og nogle imponerende, store elefant-marionetter fra Handspring Puppet Company dansede ind og blandede sig med farverigt klædte dansere og trommeslagere, der passerede gennem den store folkemængde.

Nu var der ikke meget andet tilbage end at vente på at komme ind på Zeitz MOCAA. Først skulle en masse skolebørn i alle kulører (og med skoleuniformer i alskens forskellige farver) ind, og først derefter kunne vi andre komme ind. Køen var lang og uformelig, ja den var vel knap en kø. Da jeg omsider stod næsten helt henne ved indgangen, kantede en gammel mand med én arm sig ud; han var en af de første, der havde været inde på MOCAA. Bagefter gik det op for mig, at det såmænd var Albert Sachs.

MOCAA er et imponerende museum, og ikke mindst den store aula, hvor der hænger en slags blodig flyveøgle, udgør en særlig velkomst, På etagerne ovenover var det gribende at se de mange afrikanske værker med deres blik på kolonitiden og slaveriet – og de diktatorer, der findes rundt omkring på kontinentet. Nogle af kunstværkerne fra Zimbabwe viste en meget tydelig kritik af Robert Mugabe. Også en installation med små røde galger, hvor mange af dem bar mursten, gjorde et stort indtryk på mig.

Helt oppe på sjette etage var der et glasgulv, hvor man skimtede gulvet seks etager nede i det, der engang var Afrikas højeste kornsilo. Museumspersonalet var nogle af de eneste, der ikke vovede sig ud på glasgulvet, bemærkede jeg. Til sidst kunne jeg tage vindeltrappen seks etager ned (også et lettere svimlende syn) – eller rettere: jeg overbeviste mig selv om at jeg da også skulle prøve elevatoren. Den fungerede fint.

Vel nede fandt jeg museumsbutikken (sådan nogle ligger altid ved udgangen) og købte en plakat og nogle andre mindre ting med mig hjem. Det var gået op for mig at jeg var en af de første fra Danmark, der havde besøgt det nye museum. Måske er jeg endda den allerførste dansker til at have besøgt Zeitz MOCAA, og det forpligter jo lidt. (Jeg mener ikke at jeg så Mette Bock blandt de besøgende, men jeg kan jo have taget fejl.)

(Visited 34 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar