I dag så jeg løver og blikbyer

I dag var jeg en busudflugt til Aquila Game Reserve, et vildtreservat to timers kørsel fra Kapstaden. Jeg blev samlet op ved hotellet kl. 9.45; de andre passagerer var alle amerikanske turister, og to af dem talte ivrigt med hinanden, på den måde som amerikanere ofte kan have for vane at gøre (det kan godt virke lidt overvældende).

Vi kørte ud af Kapstaden, gennem industriområdet og ud i bjergene. Efter den lange Huguenot-tunnel, der løber under de næsten 2000 meter høje Du Toitskloof-bjerge, gjorde vi kort holdt. Derefter begyndte et stort område med vinmarker, og her så vi også de første meget tydelige tegn på den store fattigdom, der også findes i Sydafrika. I det område af Kapstaden, hvor jeg har boet, er alt meget velfriseret og nyt, men herude lå der byer af blikskure og det, der var om muligt endnu dårligere. Beboerne er mennesker, der er tilrejsende fra andre dele af landet. Mange forsøger at få arbejde som landarbejdere. Men dette arbejde er stærkt sæsonbetonet, og derfor er mange landarbejdere arbejdsløse en stor del af året og må friste en kummerlig tilværelse i blikbyerne langs bl.a. hovedvej 1. Nogle prøver at sælge lidt druer, som de har snuppet på markerne, til de forbipasserende bilister. Her er der ikke rindende vand og slet ikke elektricitet. Regeringen prøver i disse år at opføre små hytter og at tilbyde uddannelse til de arbejdsløse landarbejdere. Men arbejdsløsheden i Sydafrika er voldsom, omkring 30 procent, så der er ikke tale om et problem, der nemt kan løses.

Til sidst nåede vi frem til Aquila Game Reserve, og efter en frokost, hvor jeg fik talt med de to ældre amerikanske damer, der ikke var så snakkesalige, skulle vi ud at se på dyrene. Dette reservat tager imod dyr, der har haft en trist skæbne, f.eks. ved at være blevet strejfet af krybskytter, og prøver at få dem ud i et afgrænset stykke natur igen. Jeg blev ikke klar over, hvor stort reservatet egentlig er; vi kunne stort set altid skimte landevejen i det fjerne. Men reservatet er stort nok til at have mange af de store dyrearter, man ofte forbinder med Afrika syd for Sahara. Vi fik set flodheste, næsehorn, flere slags antiloper, giraffer, strudse, gnuer, zebraer og løver – de bor i en særligt indhegnet del af reservatet. Og til sidst fik vi også set to store elefanter.

Især var det fascinerende at komme helt tæt på næsehornene, de sørgmodigt udseende kæmper. Jeg blev mindet om Plinius den Ældre, der for to årtusinder siden skrev at enhjørningen fandtes, men at den var meget grim at se på og havde fødder som en elefant. Det kan kun have været et næsehorn, han har set.

Dyrene har tydeligt vænnet sig til de besøgende, og der er ikke nogen af dem, der virker til at ænse den åbne bil, der kører langsomt rundt.

Efter et par timers strejftog i dyrereservatet var det tid at vende tilbage til Kapstaden. Vel tilbage på hotellet gik jeg ned til den store food court, hvor jeg kunne sidde med et måltid thai-mad og en sydafrikansk Ukhamba-øl (en meget hæderlig black IPA) og kigge ned på alle de mange mennesker, der færdedes her mellem hinanden. For ligesom der er mange forskellige dyr her, sådan er Sydafrika også et land med en rig mangfoldighed af meget forskellige mennesker, det som Desmond Tutu i sin tale i går (og mange gange tidligere) har kaldt for the rainbow nation.

I morgen søndag har jeg det meste af dagen hernede, inden flyet går til Amsterdam kl. 23.00.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar