Prestige til os, profit til jer

Patti Smith blev æresdoktor ved Wesleyan University i maj 2016.

Sidste år skrev jeg om mulighederne for at kunne udgive forskningspublikationer uden om forlagene og efterlyste en anden publikationsmodel. Men den lader vente på sig. I dag over frokost talte jeg med nogle af mine kolleger om hele publikationsræset, og det stod klart for os hvorfor systemet er så svært at ændre: der er en traditionel prestige, som det er svært at få bugt med.

Her nævnte jeg, at jeg er ved at være færdig med M Train, en bog af Patti Smith, der følger hendes liv for nogle år siden. Patti Smith er som bekendt ikke hvem som helst. Måske er hun verdens største nulevende rocksangerinde; hun har lavet musik i en menneskealder; er med i The Rock’N’Roll Hall Of Fame, er ridder af den franske Legion d’Honneur, har modtaget den amerikanske National Book Award og har spillet på mange af de store musikfestivaler. Patti Smith er da heller ikke en fattig kvinde: I år købte hun den franske digter Arthur Rimbauds barndomshjem. Men samtidig får man også det klare indtryk af M Train, at hun heller ikke er en styrtende rig rockstjerne. Bogen beskriver, hvordan Patti Smith havde forelsket sig i en byggegrund med et skur (!) i New York og brugte måneder på at få så mange aftaler om koncerter og andre optrædender på plads, at hun kunne få råd til at købe grunden med skuret.

Til sammenligning får en direktør i Sony Music Entertainment, der udgiver Patti Smiths musik, en årsløn på mere end 120.000 amerikanske dollars (en senior director tjener det dobbelte), og selskabets nettooverskud var i 2016 1,37 milliarder amerikanske dollars. Pladeselskaber og forlag ser ud til at tjene mere på deres virksomhed end kunstnerne gør. Men der er fortsat stor prestige forbundet med at på en pladekontrakt i musikbranchen – også selv om det efterhånden er blevet ganske let at producere musik og gøre den offentligt tilgængelig helt uden pladeselskabernes medvirken. Patti Smith er kendt som en meget politisk person med idealer der rækker tilbage til hippie-tiden (og det sætter jeg stor pris på), men ikke desto mindre har hun aldrig gjort tegn til at gøre op med sin tilknytning til Sony. Hvorfor det er sådan i hendes tilfælde, ved jeg ikke. Måske er det en gammel fornemmelse af prestige, der hænger ved fra dengang først i 1970’erne, hvor det var noget helt særligt at blive udgivet på et “rigtigt” pladeselskab.

I forskerverdenen er incitamentstrukturen og fornemmelsen af prestige helt tydelig. Vi opnår prestige ved at udgive i tidsskrifter og ved konferencer, der er nævnt på autorisationslisterne ved Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI). Og der er her i meget stort omfang tale om tidsskrifter og konferencer, der udgives af store, kommercielle forlag som Elsevier, Springer, Taylor & Francis og andre. Vi sidder i redaktioner og programkomiteer, men dette arbejde er helt ulønnet. Vi bedømmer manuskripter for forlag, og også dét er helt ulønnet arbejde. Vi bliver belønnet – men ikke med penge, men med prestige – for at hjælpe disse forlag med at tjene penge, og incitamentsstrukturen opmuntrer os endda til det. Så længe denne irrationelle prestige fylder så meget og så længe BFI-systemet opmuntrer os til at vælge de kommercielle publikationskanaler i det omfang, vi ser i dag, vil vi se denne underlige situation, hvor en mellemmand tjener på at vi arbejder gratis.