En anden slags mennesker?

Dagens forsidehistorie fra dagbladet Information er, at det inden for de seneste to år er blevet meget sværere at blive dansk statsborger, hvis man er handicappet eller har PTSD. Folketingets Indfødsretsudvalg gav tilbage i 2014 dispensation i 97 procent af de sager om dansk statsborgerskab, hvor ansøgere kunne henvise til langvarig funktionsnedsættelse som forklaring på, at de ikke kunne klare prøverne til statsborgerskab. Men i dag, under den nuværende regering, er det kun fire procent af ansøgerne, der får dispensation.

Det er ikke overraskende, at det er regeringens politik at gøre det svært at blive dansk statsborger. Man ser statsborgerskab som et privilegium for de særligt udvalgte, ikke som en rettighed. Men hvis man dykker ned i de seneste 15 års folketingshistorie, finder man ud af at dette område er den kampplads, hvor det stadigt mere negative syn på udlændinge i Danmark og det stadigt mere negative syn på mennesker med psykiske problemer mødes. I 2005 besluttede den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti, at det ikke skulle være muligt at opnå dispensation fra sprogkravene, selv om man led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).  

Dengang udtalte Søren Krarup at

PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.

Men det er også blevet sværere at få førtidspension; det er et resultat af den såkaldte fleksjobreform fra 2012, der indførte de såkaldte resurseforløb og blev vedtaget af partierne fra den nuværende og de tidligere regering i skøn forening: Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Derfor er det formodentlig ikke særlig sandsynligt, at den nuværende ekstremt restriktive holdning til statsborgerskab vil blive ændret, skulle der en dag komme en socialdemokratisk ledet regering til magten. Hvis der overhovedet skulle være en samling af sager, der for alvor kunne udfordre hele dette syn på mennesker med funktionsnedsættelse, er det måske sager om danskere, der af andre er blevet påført funktionsnedsættelse. Her tænker jeg på sagerne om danske soldater, der er vendt hjem fra dansk krigsdeltagelse med PTSD og på voksne danskere, der er blevet seksuelt misbrugt som børn.  (Dette har jeg tidligere skrevet om her.)

Flattr this!

Noget om medfinansiering

Udviklingen i andelen af eksterne forskningsmidler på AAU sammenholdt med andelen af basismidler. Men disse to størrelser er reelt ikke uafhængige.

Fordi jeg ikke har nogen eksterne forskningsmidler, kan jeg ikke have nogen PhD-studerende; jeg har ikke haft nogen PhD-studerende længe nu. Jeg havde sidst en PhD-studerende frem til 2010; siden da har der ikke været PhD-stipendier betalt af instituttet, og det kommer der formodentlig aldrig igen.

Så i dag indleverer jeg en ansøgning om midler.

Det er dog ikke en ansøgning om forskningsmidler, men en ansøgning om midler til at udarbejde en ansøgning om forskningsmidler under EUs Horizon 2020-program. I 2015 og i 2016 søgte jeg Horizon 2020, men begge gange fik jeg afslag. Sandsynligheden for at få en ansøgning om forskningsmidler er så lille (den er omkring 7 procent), at mange nu betaler konsulentfirmaer for at hjælpe sig med at skrive de ofte meget lange ansøgninger (min sidste ansøgning, der gav afslag, endte med at fylde 165 sider). Og samtidig lægger arbejdet med denne slags ansøgninger beslag på megen arbejdstid – i de måneder, jeg arbejdede på en Horizon 2020-ansøgning i 2016, fik jeg ikke tid til at forske.

Forhåbentlig vil den ansøgning, jeg indleverer i dag, blive accepteret, så jeg kan skrive en ansøgning om Horizon 2020-midler, der skal være klar til april 2018. Men selv hvis min første ansøgning bliver imødekommet, er der en yderligere udfordring. Jeg kan nemlig kun få dækket halvdelen af udgifterne til arbejdet med Horizon 2020-ansøgningen. Den anden halvdel af udgifterne skal jeg have finansieret på anden vis. Jeg prøver netop nu at overtale mine udenlandske partnere til at være med til at dække disse udgifter. En af deltagerne (det er en virksomhed i udlandet) har dog allerede sagt, at de ikke kan finde pengene til det.

Hele dette princip om delvis finansiering er blevet hovedreglen i dag. Eksterne forskningsmidler dækker kun en del af omkostningerne til det forskningsprojekt, man søger om midler til. Universitetet skal selv betale resten ud fra deres budget. Og dermed er de eksterne forskningsmidler faktisk også med til at lægge beslag på en stor del af universiteternes budgetter; jo flere eksterne forskningsmidler, der bliver skaffet hjem til udvalgte forskere, jo mere spiser det samtidig af de midler, som skulle forestille at gå til alle forskere på universiteterne. Og jo større en del af universiteternes budgetter, der skal bestå af eksterne forskningsmidler (for det er der nemlig en målsætning om), jo flere af basismidlerne bliver samtidig også beslaglagt til medfinansiering.

Selvfølgelig er der en vis retfærdighed i systemet – i den forstand, at jo flere eksterne forskningsmidler, en forsker får hjemtaget, jo bedre muligheder har vedkommende for at bruge nogle af dem til at forberede og skrive nye ansøgninger. Og på den måde bliver midlerne koncentreret på færre hænder. Og selvfølgelig hjælper de eksterne forskningsmidler også en anden gruppe – for det er nødvendigt at betale løn til dem, der skal administrere anvendelsen af forskningsmidlerne. Jo flere eksterne forskningsmidler, jo mere administration er nødvendig. Og det er selvfølgelig også nødvendigt for universiteterne at have projektkontorer, der kan assistere forskerne i deres arbejde med at skrive ansøgninger.

Er der ikke nok nogen (f.eks. en minister eller en af dem, der har for vane at forsvare ministre), der vil fortælle mig, hvorfor hele dette underlige regime, der sluger en masse tid, vi kunne bruge på forskning,  og en masse penge, der kunne komme flere forskere til gavn, er til gavn for forskningen og for de danske universiteter?

(Jeg kan for øvrigt se, at Heine Andersen, der er professor emeritus fra Københavns Universitet, i dag har en kronik i dagbladet Information, der berører mange af de samme problemstillinger.)

Flattr this!

Hvad er et hjælpemiddel til eksamen?

Tidligere i år skrev jeg om mine overvejelser om hjælpemidler til eksamen, dels på baggrund af egne erfaringer, dels på baggrund af diskussionerne om eksamen med internetadgang.

Netop nu prøver jeg at nå frem til en mere reflekteret forståelse af dette begreb.

Der er ganske mange eksaminander, hvis forståelse af læring er, at der er tale om overfladelæring. Det er den uheldige holdning. at man skal lære navnene på og overfladiske egenskaber ved begreber, men ikke hvad de dybere set betyder. Derfor tænker denne slags eksaminander på eksamen som først og fremmest en undersøgelse af om man kan reproducere. Og derfor konkluderer de, at hjælpemidler til eksamen først og fremmest bør gøre det nemt at reproducere. Det ideelle hjælpemiddel vil da være en tekst, som man direkte kan skrive korrekte svar af fra.

Men vi skal kunne skelne mellem overfladelæring og dybdelæring, når vi vurderer om en eksaminand har opfyldt læringsmålene. Hvad er et acceptabelt hjælpemiddel så? Her er mit bud, som det ser ud netop i dag.

Et acceptabelt hjælpemiddel skal kun hjælpe med forhold, der ikke er læringsmål, men skal kunne hjælpe med at gøre det muligt at sikre at et læringsmål kan opnås i forbindelse med den eksamensform, man har. Samtidig må hjælpemiddelet ikke gøre det sværere for bedømmeren at bedømme kvaliteten af eksaminandens svar. Problemet med hjælpemidler er særligt presserende til skriftlig eksamen, for her kan man ikke spørge eksaminanden om hvad denne tænker. Man kan som bedømmer kun forholde sig til det, der er skrevet i en besvarelse.

Her er et første eksempel: Hvis man er medicinstuderende, og et læringsmål i et kursus om anatomi er, at man skal kende navnene på alle knogler i kroppen, og eksamen er skriftlig, kan en liste over disse navne på dansk og latin ikke være et tilladt hjælpemiddel. For man ville da simpelthen kunne skrive af fra listen, og bedømmeren vil ikke af en besvarelse kunne se, om eksaminanden kendte navnene på knoglerne eller blot havde skrevet dem af.

Hvis eksamen derimod var mundtlig, ville listen over navne formodentlig kunne være et acceptabelt hjælpemiddel i forberedelsestiden, men ikke til selve eksamen. Til en skriftlig eksamen kunne et acceptabelt hjælpemiddel måske være en tegning af kroppens knogler (dog: jeg er ikke anatom, så jeg ved ikke om dette, er rimeligt).

Men de allerfleste eksaminer skal ikke bedømme læringsmål, der i høj grad handler om dette simple vidensniveau. Så her er et andet konkret eksempel: Hvis man er matematikstuderende, og et læringsmål i et kursus om diskret matematik er, at man skal kunne bevise påstande om naturlige tal ved brug af matematisk induktion, og eksamen er skriftlig, kan et katalog med eksempler på induktionsbeviser ikke være et acceptabelt hjælpemiddel. For disse eksempler vil afsløre strukturen af beviser ved matematisk induktion, og derfor vil det blive sværere for en bedømmer at finde ud af, om en eksaminand ved at et bevis ved matematisk induktion har et basistrin og et induktionstrin, hvor induktionsantagelsen bliver anvendt. En eksaminand vil nemlig kunne prøve at modificere et katalog fra fortegnelsen, så det passer med eksamensopgaven.

Ved en mundtlig eksamen ville kataloget med eksempler ikke nødvendigvis være uacceptabelt, for man kunne ved at spørge eksaminanden finde ud af, hvad denne rent faktisk forstår.

Til gengæld kunne et acceptabelt hjælpemiddel til skriftlig eksamen være en fortegnelse over vigtige påstande, der kan bevises ved matematisk induktion. En eksaminand, der kender disse påstande og deres beviser, vil kunne drage nytte heraf.

Men alt dette viser samtidig nødvendigheden af at man skal lære de acceptable hjælpemidler at kende i løbet af undervisningen, så man ved, hvordan man skal bruge dem, hvad de kan og hvad de ikke kan. Man skal lære at bruge hjælpemidlerne undervejs.

Flattr this!

Man skal altid give

Foto: haloocyn©Stock.xchng

For ikke så længe siden holdt jeg en uges ferie i Lissabon sammen med min familie. Der, i den portugisiske hovedstad, var der en del hjemløse mennesker, og ikke helt få af dem bad om penge. Nogle kom hen til de forbipasserende og bad om penge, andre sad bare for sig selv.

Jeg er ofte i tvivl om, hvad man bør gøre, også fordi nogle mennesker kan virke trælse. For nylig, tilbage i Aalborg, kom jeg gående ad gågaden og en tydeligt beruset mand, der ville sælge mig Hus Forbi, stillede sig ind foran mig og spærrede. Det var ikke så vigtigt, at jeg ikke havde de 20 kroner, et blad koster – han ville bare have nogle penge. Alle andre sælgere af Hus Forbi, jeg har mødt i årenes løb, har været høflige og har ikke været synligt berusede, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Jeg tænkte, at denne mand var med til at skade Hus Forbi’s image. Heldigvis begyndte jeg dog ikke at moralisere; jeg gav ham de 14 kroner, jeg havde i småpenge og gik videre.

For det er uhyggeligt nemt at begynde at moralisere her. Spørgsmålet om hvorvidt man skal give hjemløse mennesker penge bliver typisk diskuteret af de mennesker, der ikke selv er hjemløse og har råd til at give hjemløse mennesker penge. Ofte har jeg hørt, at man ikke skal give penge til de hjemløse – en del af dem har misbrugsproblemer, og man er simpelthen med til at holde dem fast i deres misbrug. Dét har jeg også selv tænkt, men det gør jeg ikke længere.

Jeg ved godt, at der rundt om i verden (og også i Europa) findes kriminelle bagmænd, der organiserer tiggeri og lukrerer på det – det er selvsagt ikke dette triste fænomen, jeg taler om. Europæiske undersøgelser viser at der her meget ofte er tale om trafficking, hvor mennesker bliver tvunget til at tigge, bliver groft udbyttet og holdt i permanent fattigdom. De allerfleste synligt hjemløse mennesker tilhører ikke denne gruppe.

En tankevækkende klumme af Matt Broomfield i New Statesman argumenterer for at man altid skal give til hjemløse, og at man i særdeleshed skal give penge til de hjemløse, der ikke beder om det. For ellers vil de blive glemt.

Der er alt for tydelige paralleller mellem de typiske argumenter for ikke at give penge til hjemløse og til det i vore dage udbredte argument om at mennesker bliver motiveret af at lide afsavn. I begge tilfælde er det de mennesker, der ikke selv har problemer, der udtaler sig om hvad andre mennesker med meget alvorlige problemer bør gøre. Det er kort og godt vigtigt at spørge de hjemløse, hvad de har brug for, i stedet for at anlægge det formynderiske perspektiv. Man skal ikke købe mad til de hjemløse i stedet for at give dem penge, hvis det er penge, der bliver bedt om. Hjemløse mennesker skal ikke behandles som børn, der ikke ved, hvad pengene skal bruges til. Og intet hjemløst menneske vil komme ud af sit misbrugsproblem ved at blive nægtet penge.

Undersøgelser viser, at det først efter alt andet er forsøgt og der er gået hul på en særlig skal af værdighed, at mennesker giver sig til at tigge. Jeg har kendt til hjemløse, der aldrig kunne drømme om at bede tilfældige forbipasserende om penge. De hjemløse, der beder om penge, dem, der er allerlængst ude i tovene.

Samtidig er det vigtigt aldrig at glemme, at hjemløshed er et strukturelt problem og at det at give penge kun er symptombehandling; der skal en indsats til, hvor de, der ikke er hjemløse, arbejder sammen med de hjemløse for at fjerne årsagerne til hjemløshed og for at sikre, at alle kan få et værdigt hjem. Det er de hjemløse, der ved hvor skoen trykker.

Flattr this!

De første fem minutter

Det er tit det første indtryk, der er afgørende. Det første nummer på et musikalbum, den indledende sætning i en roman, den første scene i en spillefilm. Alle er de med til på afgørende vis at forme, hvad der sker og hvordan vi er opmærksomme bagefter.

Den amerikanske universitetslærer James M. Lang har nogle interessante betragtninger om hvordan man kan bruge de første fem minutter af en undervisningsgang – typisk er det en forelæsning. Det er meget ofte tilfældet, at underviseren begynder med at rekapitulere, hvad der skete sidst. Men hvorfor ikke lade de studerende gøre det i fællesskab? Underviseren kan så fungere som ordstyrer og sammen med de studerende genskabe, hvad de væsentlige pointer fra den foregående kursusgang var. Det er en enkel idé, og i sig rummer den pointen om spaced learning, dvs. at et læringsmål dukker op flere gange i løbet af et forløb, og ideen om at man lærer ved at forsøge at genskabe og genfortælle over for sig selv og over for andre. En vigtig pointe er selvfølgelig, at ingen af deltagerne må bruge bøger, notater eller andet for at finde frem til pointerne fra sidst. Man kunne endda starte med at bede deltagerne genkalde sig pointerne fra sidst i fred og ro og først derefter samle op. Måske er denne praksis endda et middel til at gøre noget ved det problem, det er, at ikke helt få studerende møder uforberedte op til undervisningen.

Flattr this!

Må man tale om vejret?

Jeg bliver tit mindet om at mange af de samtaler, vi har, egentlig mest er til for at binde os sammen. Det er ikke så vigtigt, hvad vi taler om. Så længe vi taler sammen, er vi sammen.

Kristen Berman og Dan Ariely, der er adfærdsforskere ved Duke University i USA, har undersøgt fænomenet småsnak (engelsk: smalltalk) og de ser gerne, at vi forbyder den slags (ikke ved lov, men ved praksis!).

Når vi er sammen med andre mennesker, der ikke er nære venner og fortrolige, vælger vi tit nogle emner, som alle kan tale med om og som ikke er kontroversielle. Så vi taler om vejret, hvad vi lavede i ferien, hvad vores børn (dem af os, der har sådan nogen) laver osv. Kort og godt: Det er småsnak. Berman og Ariely nævner en britisk undersøgelse fra 2010; mere end 9 ud af 10 deltagere indrømmede, at de inden for de seneste seks timer havde talt om vejret.

Men det er ikke samtalerne om vejret, der bringer os tættere på andre. De bedste og mest givende samtaler jeg kan huske, er dem, hvor vi har talt om noget væsentligt. Det er, som artiklen nævner, sjældent tilfældet, at jeg har tænkt “Bare jeg dog havde haft tid til at tale lidt mere om vejret”. Vi kunne godt have talt om de store ting i tilværelsen: Om vi tror på en gud, om hvad vi frygter mest eller håber på osv. osv.  Det sker bare så sjældent.

Berman og Ariely laver en sammenkomst, hvor de eksplicit forbyder deltagerne at forfalde til småsnak – der skal tales om de vigtige ting. Og deltagerne er glade for at skulle snakke “storsnak”. Min egen ærgerlige fornemmelse er dog, at det bliver stadigt sværere at tale om de store og svære emner. Det virker på mig som om de samtaler, der ikke er småsnak, i vore dage stadigt oftere handler om politik og ender med at gøre det på en konfronterende måde. Det er til gengæld langt mere anstrengende at tale om politik end at småsnakke (jeg er næppe den eneste, der har det sådan), og samtaler om politik ender tit med at få deltagerne i samtalen længere fra hinanden.

Måske er denne underlige dikotomi mellem småsnak og samtaler om politik i virkeligheden dels en afspejling af de skillelinjer, der er så mange af i samfundet, dels en genspejling af medierne, hvor der er en masse stof, der – hvis vi talte om dem selv – er at sammenligne med småsnak, og ganske meget andet stof, der handler om politik i en eller anden afskygning.

Flattr this!

Fortidens Facebook

Jeg har også været forbi Facebook i dag – hvor mange gange ved jeg ikke. Jeg fik en enkelt personlig besked (og den var jeg glad for), men ellers har jeg navigeret igennem en hel masse, som andre har skrevet og taget billeder af.

Nogle hævder, at de sociale medier er vor tids mødested. Men en undersøgelse fra 2014 af Facebook-vaner viste, at brugerne i undersøgelsen kun brugte 9 procent af deres tid med at kommunikere med andre. Resten af tiden bladrede de gennem det lange feed på jagt efter noget spændende. På den måde er Facebook præcis som de jackpot-maskiner, også kendt som enarmede tyveknægte, som har været så foruroligende populære (og måske stadig er det blandt ældre mennesker). Alle, der har stået ved sådan en spilleautomat, ved godt, at chancen for at få gevinst er lille. Men de blinkende maskiner, der sluger mønter, har draget mennesker i foruroligende grad, for det kunne jo være at næste mønt udløste jackpot. Facebook og de andre sociale medier er på denne måde vor tids enarmede tyveknægte. Og hvis Facebook ligger i lommen i form af en smartphone, kan man trække i håndtaget hele tiden og blive adspredt.

Netop i denne uge skriver Søren Schultz Hansen, der er selvstændig erhvervsforsker, så et indlæg i Politiken, hvori han argumenterer for at det faktisk er godt, at børn og unge ikke fordyber sig. For den digitale verden, vi lever i, kræver at vi hele tiden skal kunne omstille os og fokusere på noget andet. Her er fordybelsen en hindring. Han skriver:

Men fokus på fordybelsen bliver omvendt farlig, hvis vi ikke forstår, at den både som konkret kompetence og abstrakt løsningsmodel er gevaldigt udfordret af fremtidens samfund. I vores velmente forsøg på at bevare og beskytte evnen til at fordybe og koncentrere sig, skal vi derfor være opmærksomme på, at vi udvikler disse kompetencer hos vores børn på trods af den digitale verdens krav og betingelser, ikke på grund af dem. Vi arbejder mod netværkssamfundets logik og dynamik, ikke med.

Om han rent faktisk taler for at fordybelse er problematisk, ved jeg ikke. Men hvis han gør, kan jeg ikke lade være med at tænke på at spilleautomaterne jo faktisk ikke kræver særligt store kompetencer at betjene. Det er uklart for mig, hvilke kompetencer vi opøver ved at bruge Facebook i det omfang, vi gør.

Flattr this!

Smukke programmer?

Mit program til primalitetstest

I dag underviste jeg i kurset “Programmeringsparadigmer” på kandidatuddannelserne i datalogi og software. (Der var kun lidt under halvdelen af holdet på 90 studerende til stede; det ser ud til at være et vilkår nu, at mange bliver væk, men det er en anden snak.)

Denne eftermiddag tog vi fat i programmering i Haskell, der er et af mine yndlingsprogrammeringssprog, bl.a. fordi det er baseret så pænt på den typede lambda-kalkyle, som jeg holder meget af, og på sædvanlig matematisk notation. Jeg har til gengæld aldrig været så glad for de C-agtige programmeringssprog, som de studerende lærer at programmere fra første studieår og frem (og ja, jeg ved at det er en idiosynkrasi at have det sådan).

En af opgaverne gik ud på at lave en lille Haskell-funktion, der kan finde ud af om et naturligt tal er et primtal. Man kan skrive programmet på to linjer, og mange af de løsninger, vi så, lykkedes med det. På et tidspunkt sagde jeg (det var vist lige lovligt hoverende): Nå, det kan man nok ikke skrive på to linjer i et C-agtigt programmeringssprog! Jeg måtte trække i land – for det kan man jo godt. Linjerne skal bare være meget, meget lange.

Der var i det hele taget mange pæne løsninger fra de studerende i dag. Nogle steder undervejs så jeg nu også nogle underlige “knaster” i ellers pæne programmer, og dem bemærker jeg derfor endnu mere. Et typisk eksempel på en “knast” opstår, når man vil finde ud af om værdierne af variablerne p og q er ens. Mange skriver

if p = q then True else False

Dette udtryk er underligt at se, for det er sandt hvis og kun hvis p er lig med q. Det er nok at skrive p = q, men mange opdager det ikke – formodentlig fordi de først har lært programmeringssprog, hvor logiske udsagn ikke er “førsteklasses”.

Og alt dette får mig til at tænke på, at der jo er en form for æstetik i programmeringssammenhænge, præcis som der er i matematik, og at det er en æstetik, som vi nok ikke underviser i, men gerne vil fremme. Vi vil gerne kunne forklare, hvorfor det lille eksempel ovenfor er en “knast”.

Der er blevet tænkt over det af og til, men der er ikke rigtig nogen “datalogiens æstetik”, ligesom der heller ikke er en “matematisk æstetik”: Vi har ofte en vag fornemmelse af at “dette er pænt”.

Robin Hill, der er filosof og ansat ved University of Wyoming, men faktisk også har en baggrund i matematisk logik og i datalogi (hun har en Ph.D i datalogi) skrev sidste år en interessant lille klumme om hvornår programmer er elegante.

Hun fremhæver fire kriterier: (1) minimalitet, (2) at udrette det, det skal  (hun bruger ordet “accomplishment” her, men der er ikke nogen god oversættelse her) (3) beskedenhed (ikke at gøre uskøn brug af særligt snedige tricks), og (4) ny indsigt (hun bruger ordet “revelation” på engelsk, men “åbenbaring” lyder så underligt religiøst). Det er f.eks. ikke nok, at et program er kort – korte programmer kan være meget grimme og indforståede.

Det er et rigtig interessant bud, for præcis de samme kriterier kan man nemlig give for beviser i matematik. En skæg bog (synes jeg!) er bogen Proofs from THE BOOK, der er en samling af ekstra elegante beviser for grundlæggende resultater i matematik, og den gør brug af nogle meget tilsvarende kriterier.  Bogens titel henviser til den ikke helt ukendte ungarske matematiker Paul Erdös, der hævdede at Gud havde en bog i himlen, der rummede alle de mest elegante beviser for matematiske sætninger!

Og som en lille krølle vil jeg bemærke, at det måske ikke er så sært, hvis kriterierne er de samme. For et program i Haskell er jo faktisk også et bevis i typeteoretisk forstand: En type i Haskell er nemlig en logisk formel i intuitionistisk prædikatlogik, og et udtryk med denne type er i helt præcis forstand et bevis for denne formel.

Flattr this!

Banjodrengen

En af de film, jeg husker som god, men også skræmmende, er Udflugt med døden (engelsk: Deliverance) fra 1972 af John Boorman; den er historien om om en gruppe amerikanske storby-mænds kanotur gennem en afsides del af Georgia, en tur der går helt, helt galt ved mødet med nogle lokale hillbillies. Jeg har et minde om hvordan jeg og mine studiekammerater i 1985 slæbte et fjernsyn med til F-klubbens hyttetur, bare så vi kunne se denne film, den aften blev vist i fjernsynet.  Det lykkedes os næsten at få holdt fjernsynet skjult; vi var i billedrørenes tidsalder, så det var en stor kasse at få slæbt hele vejen op til spejderhytten.

Udflugt med døden er en virkelig grum film, og jeg må hellere få den set igen. The Guardian har for øvrigt en interessant artikel om den.

Den allergrummeste scene i filmen er en voldtægtsscene, hvor Bobby Trippe (spillet af Ned Beatty) bliver voldtaget af flere mænd. Men den mest mindeværdige scene er den med den tilsyneladende tilbagestående dreng, der viser sig at være forbløffende god til at spille banjo, meget bedre end storby-manden Drew (spillet af Ronny Cox) er til at spille guitar. Banjodrengen lever endnu og er nu en ældre herre ved navn Billy Redden. Han fik siden flere filmroller; bl.a. dukker han op igen i 2003 som banjospiller i Tim Burtons Big Fish, men siden sluttede det. I 2015 arbejdede han hos Walmart.

Den lidt skuffende afsløring i det lille portræt af Billy Redden nedenfor er – at han faktisk overhovedet ikke kan spille banjo! I et interview siger han

“Tim Burton said, ‘Just sit there and hold that banjo, that’s it,’ ” Redden says. “He was a real nice guy, a lot nicer than Burt Reynolds.”

Flattr this!

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Flattr this!