Pludselig bliver det alvor

Foto: AFP/Pau Barrena

Det er skræmmende at læse om hvordan det spanske politi i dag prøver at lukke valgsteder og bruger gummikugler mod vælgere i Catalonien. Jeg havde ikke forudset, at situationen ville udvikle sig så dramatisk og så pludseligt. Det var desværre heller ikke mange, der så hvordan begivenhederne et andet sted i Sydeuropa i 1990 kastede det, der dengang hed Jugoslavien, ud i en blodig borgerkrig. På sin vis minder situationen vel også om den såkaldt vejledende folkeafstemning om kurdisk selvstændighed i Irak.

Jeg har ikke selv nogen afklaret holdning til om Catalonien bør være selvstændigt eller ej, men det er desværre velkendt hvordan Franco-regimet undertrykte de regionale kulturer og sprog i Spanien, og erindringen om fascismen lurer stadig mange steder i befolkningen. Når de spanske myndigheder handler på denne måde, giver det mindelser om denne triste del af historien og skaber reelt kun yderligere opbakning til catalansk selvstændighed.

Lige nu bør alle besinde sig, og selv om det kan være fristende, vil det kun optrappe konflikten yderligere, hvis Cataloniens regering om to dage erklærer selvstændighed. Hvis Catalonien skal være selvstændigt, er der alligevel mange praktiske forhold i forhold til Spanien, der skal afklares.

(Visited 16 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar