I morgen er jeg i radioen

I dag var jeg til et møde på mit institut, hvor to af universitetets informationsmedarbejdere, der tager sig af mediekontakter, fortalte om deres arbejde. De fortalte på et tidspunkt, at de ledte efter nogen, der kunne medvirke i Digitalt på P1, der har en udsendelse om Blade Runner i anledning af at der i morgen den 5. oktober er premere på Denis Villeneuves efterfølger Blade Runner 2049.

Så jeg meldte mig, og man kan høre mig på P1 i morgen den 5. oktober, formodentlig fra 13.30 til 14.00. Her vil jeg (og andre) fortælle om Ridley Scotts filmklassiker fra 1982 om det dengang så fjerne 2019 og specielt om hvad der set fra år 2017 er science og hvad der er fiction. DRs videnskabsredaktion holder i dag til i Aalborg, så for én gangs skyld er jeg ikke nødt til at lave et telefoninterview. Jeg kan bare gå et par hundrede meter, så er jeg nede ved radiostudiet.

Blade Runner er en film, som jeg holder meget af, og jeg har været så heldig at se den flere gange i biografen (blandt andet i den for længst hedengangne biograf på Nørresundby Torv, den der bare hed Biografen). Som opvarmning genså jeg her til aften filmen i Final Cut-udgaven derhjemme, og den er stadig i høj grad værd at se og opleve. På lørdag tager hele husstanden så i biografen for at se Blade Runner 2049. Den har bare at være god! Jeg stoler på Denis Villeneuve, der lavede den på alle måder meget overbevisende Arrival.

(Visited 23 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar