Blade Runner 2049

Så fik jeg set Blade Runner 2049 sammen med familien. Jeg skal ikke røbe ret meget om filmens handling, men jeg tør godt røbe at den binder en sløjfe på historien fra den oprindelige film. Visuelt er der forskelle; hvor den oprindelige Blade Runner er en film, der konsekvent foregår i aftenmørket, vover Blade Runner 2049 sig af og til ud i forskellige slags meget diset dagslys og i nuancer af okker. Der er selvfølgelig tale om en film, hvor special effects skal virke upåklageligt, hvis illusionen ikke skal brydes. Og det lykkes: de store by- og ørkenlandskaber er rent ud sagt en nydelse at se. Der er også ganske pæne skuespillerpræstationer undervejs, og det er en glæde at se Harrison Ford igen.

Også tematisk er der forskelle mellem de to film; hvor den gamle film handler om de “rigtige” og de “forkerte” mennesker, er Blade Runner 2049 også i høj grad en film om den tabte barndom og om den kærlighed (til forældre eller til en partner), man aldrig rigtig fik lov at opleve, men altid har længtes efter. På den måde er der en parallel til nogle af temaerne fra Star Wars: The Force Awakens.

Det er alt for tidligt at sige, om Blade Runner 2049 bliver en klassiker på linje med den oprindelige film, men den er i høj grad værd at se – og dét i biografens mørke. Der er også i denne film også noget, der forbliver uopklaret, så der kunne snildt komme endnu en opfølger. Om det så er nødvendigt, eller om det er bedre bare at forestille sig, hvad der nu vil ske (sådan som vi gjorde i mange år med den oprindelige Blade Runner) er en anden snak.

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar