Andre fortællinger

Massemedierne har en enorm indflydelse på hvordan vi tænker på verden, og de siger i høj grad noget om de acceptable rammer for problemløsning. Det er mange film og bøger, der handler om konflikter og om hvordan de kan løses med vold, og de såkaldte reality-programmer består først og fremmest i at skabe rammerne for at kunne fremprovokere konflikter. Det fører til en masse afledt medieomtale, hvor der bliver spekuleret over hvem der nu skal “stemmes hjem” (eller hvad der nu kan risikere at ske).

Men behøver vi altid at have dette fokus, som dybest  set ikke er konstruktivt?

Den amerikanske psykolog Betsy Levy Paluck har undersøgt, hvordan en hørespilsfortælling i Rwanda kunne ændre borgernes opfattelse af deres land. Rwanda er særligt interessant, fordi folkemordet i 1994 i høj grad var en konsekvens af og blev koordineret af hadefulde radioudsendelser. Paluck interviewede rwandere, der lyttede til en føljeton om borgere i et splittet land, der fandt sammen, og hun interviewede også andre rwandere, der lyttede til en radioføljeton om HIV. Hendes resultater tyder på. at det gjorde en positiv forskel for de deltagere, der lyttede til fortællingen om det splittede land, der fandt sammen igen – de udtrykte en større grad af tolerance.

Jeg kunne godt tænke mig flere gode fortællinger, der fokuserer på hvordan vi kan løse problemer, og her især konflikter (og det uden vold), og på den måde kan hjælpe os med at tænke på alternativer. Når jeg siger det, ved jeg godt at den slags kan komme til at virke belærende.

I totalitære samfund fabrikerer regimet ofte “opbyggelige” fortællinger, der har til formål at vise, hvordan den borger, der er loyal over for systemet, klarer sig godt, mens det går ilde for den borger, der ikke er loyal. Det er selvfølgelig ikke den slags propagandafortællinger, jeg efterlyser. Jeg tænker heller ikke på “idylhistorier,” hvor alt går glat og forhindringer bliver overvundet med et trylleslag og alle pludselig bliver venner, men på fortællinger, der kan vise hvordan man på realistisk vis kan løse problemer – og her ikke mindst håndtere konflikter på en god måde.

Spændingen i sådanne fortællinger består ikke i en spænding om konflikten bliver løst, men hvordan og hvor lang tid det tager og hvad de positive konsekvenser er. På denne måde er der mindelser om retssals-dramaer, hvor spændingen hidrører fra hvordan en retssag skal føres til afslutning, og om min barndoms Columbo, hvor hele spændingen ikke lå i hvem der havde begået et mord, men i hvordan Columbo løste mordgåden.

(Visited 13 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar