Det er ikke overgået mig, men…

For tiden er der kommet fornyet fokus på #metoo-kampagnen på Facebook om seksuel chikane og seksuelle overfald begået af mænd mod kvinder. Det er  bestemt ikke rar læsning; jeg bliver flov over at være mand, når jeg læser alle de mange selvoplevede beretninger. Jeg har allerede tidligere hørt om tilsvarende smertefulde oplevelser fra kvinder og piger, der står mig nær. Min datter fortalte mig, allerede da hun kun var tolv år gammel, om ubehagelige tilråb fra unge mænd og store drenge, når hun gik tur med sine veninder.

Det er modigt, at så mange kvinder står frem nu. Det undrer mig dog heller ikke, at nogle kvinder ikke deltager – der kan være tale om oplevelser, man af hensyn til sig selv ikke vil viderebringe, fordi de simpelthen er for smertefulde.

Jeg har selv (som mange andre mænd) ikke været vidne til den slags adfærd, og derfor kan det være fristende at benægte eksistensen af seksuel chikane eller seksuelle overfald, der hvor jeg selv færdes – ligesom mange af tilsvarende grunde benægter eksistensen af “hverdagsracisme”. Men ligesom hverdagsracismen finder, således gør hverdagssexismen det bestemt også. Interessant nok virker det, som om det for mange er nemmere at indse at hverdagssexismen findes, end at hverdagsracismen også er virkelighed, men det er en anden snak.

Lige nu spekulerer jeg på, hvordan disse ubehagelige fænomener viser sig, der hvor jeg færdes til daglig, nemlig  i den akademiske verden. Problemet er næppe mindre inden for mit eget område, hvor der er mange mænd, og få kvinder.

(Visited 7 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar