Man skal altid give

Foto: haloocyn©Stock.xchng

For ikke så længe siden holdt jeg en uges ferie i Lissabon sammen med min familie. Der, i den portugisiske hovedstad, var der en del hjemløse mennesker, og ikke helt få af dem bad om penge. Nogle kom hen til de forbipasserende og bad om penge, andre sad bare for sig selv.

Jeg er ofte i tvivl om, hvad man bør gøre, også fordi nogle mennesker kan virke trælse. For nylig, tilbage i Aalborg, kom jeg gående ad gågaden og en tydeligt beruset mand, der ville sælge mig Hus Forbi, stillede sig ind foran mig og spærrede. Det var ikke så vigtigt, at jeg ikke havde de 20 kroner, et blad koster – han ville bare have nogle penge. Alle andre sælgere af Hus Forbi, jeg har mødt i årenes løb, har været høflige og har ikke været synligt berusede, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Jeg tænkte, at denne mand var med til at skade Hus Forbi’s image. Heldigvis begyndte jeg dog ikke at moralisere; jeg gav ham de 14 kroner, jeg havde i småpenge og gik videre.

For det er uhyggeligt nemt at begynde at moralisere her. Spørgsmålet om hvorvidt man skal give hjemløse mennesker penge bliver typisk diskuteret af de mennesker, der ikke selv er hjemløse og har råd til at give hjemløse mennesker penge. Ofte har jeg hørt, at man ikke skal give penge til de hjemløse – en del af dem har misbrugsproblemer, og man er simpelthen med til at holde dem fast i deres misbrug. Dét har jeg også selv tænkt, men det gør jeg ikke længere.

Jeg ved godt, at der rundt om i verden (og også i Europa) findes kriminelle bagmænd, der organiserer tiggeri og lukrerer på det – det er selvsagt ikke dette triste fænomen, jeg taler om. Europæiske undersøgelser viser at der her meget ofte er tale om trafficking, hvor mennesker bliver tvunget til at tigge, bliver groft udbyttet og holdt i permanent fattigdom. De allerfleste synligt hjemløse mennesker tilhører ikke denne gruppe.

En tankevækkende klumme af Matt Broomfield i New Statesman argumenterer for at man altid skal give til hjemløse, og at man i særdeleshed skal give penge til de hjemløse, der ikke beder om det. For ellers vil de blive glemt.

Der er alt for tydelige paralleller mellem de typiske argumenter for ikke at give penge til hjemløse og til det i vore dage udbredte argument om at mennesker bliver motiveret af at lide afsavn. I begge tilfælde er det de mennesker, der ikke selv har problemer, der udtaler sig om hvad andre mennesker med meget alvorlige problemer bør gøre. Det er kort og godt vigtigt at spørge de hjemløse, hvad de har brug for, i stedet for at anlægge det formynderiske perspektiv. Man skal ikke købe mad til de hjemløse i stedet for at give dem penge, hvis det er penge, der bliver bedt om. Hjemløse mennesker skal ikke behandles som børn, der ikke ved, hvad pengene skal bruges til. Og intet hjemløst menneske vil komme ud af sit misbrugsproblem ved at blive nægtet penge.

Undersøgelser viser, at det først efter alt andet er forsøgt og der er gået hul på en særlig skal af værdighed, at mennesker giver sig til at tigge. Jeg har kendt til hjemløse, der aldrig kunne drømme om at bede tilfældige forbipasserende om penge. De hjemløse, der beder om penge, dem, der er allerlængst ude i tovene.

Samtidig er det vigtigt aldrig at glemme, at hjemløshed er et strukturelt problem og at det at give penge kun er symptombehandling; der skal en indsats til, hvor de, der ikke er hjemløse, arbejder sammen med de hjemløse for at fjerne årsagerne til hjemløshed og for at sikre, at alle kan få et værdigt hjem. Det er de hjemløse, der ved hvor skoen trykker.

Flattr this!