Noget om medfinansiering

Udviklingen i andelen af eksterne forskningsmidler på AAU sammenholdt med andelen af basismidler. Men disse to størrelser er reelt ikke uafhængige.

Fordi jeg ikke har nogen eksterne forskningsmidler, kan jeg ikke have nogen PhD-studerende; jeg har ikke haft nogen PhD-studerende længe nu. Jeg havde sidst en PhD-studerende frem til 2010; siden da har der ikke været PhD-stipendier betalt af instituttet, og det kommer der formodentlig aldrig igen.

Så i dag indleverer jeg en ansøgning om midler.

Det er dog ikke en ansøgning om forskningsmidler, men en ansøgning om midler til at udarbejde en ansøgning om forskningsmidler under EUs Horizon 2020-program. I 2015 og i 2016 søgte jeg Horizon 2020, men begge gange fik jeg afslag. Sandsynligheden for at få en ansøgning om forskningsmidler er så lille (den er omkring 7 procent), at mange nu betaler konsulentfirmaer for at hjælpe sig med at skrive de ofte meget lange ansøgninger (min sidste ansøgning, der gav afslag, endte med at fylde 165 sider). Og samtidig lægger arbejdet med denne slags ansøgninger beslag på megen arbejdstid – i de måneder, jeg arbejdede på en Horizon 2020-ansøgning i 2016, fik jeg ikke tid til at forske.

Forhåbentlig vil den ansøgning, jeg indleverer i dag, blive accepteret, så jeg kan skrive en ansøgning om Horizon 2020-midler, der skal være klar til april 2018. Men selv hvis min første ansøgning bliver imødekommet, er der en yderligere udfordring. Jeg kan nemlig kun få dækket halvdelen af udgifterne til arbejdet med Horizon 2020-ansøgningen. Den anden halvdel af udgifterne skal jeg have finansieret på anden vis. Jeg prøver netop nu at overtale mine udenlandske partnere til at være med til at dække disse udgifter. En af deltagerne (det er en virksomhed i udlandet) har dog allerede sagt, at de ikke kan finde pengene til det.

Hele dette princip om delvis finansiering er blevet hovedreglen i dag. Eksterne forskningsmidler dækker kun en del af omkostningerne til det forskningsprojekt, man søger om midler til. Universitetet skal selv betale resten ud fra deres budget. Og dermed er de eksterne forskningsmidler faktisk også med til at lægge beslag på en stor del af universiteternes budgetter; jo flere eksterne forskningsmidler, der bliver skaffet hjem til udvalgte forskere, jo mere spiser det samtidig af de midler, som skulle forestille at gå til alle forskere på universiteterne. Og jo større en del af universiteternes budgetter, der skal bestå af eksterne forskningsmidler (for det er der nemlig en målsætning om), jo flere af basismidlerne bliver samtidig også beslaglagt til medfinansiering.

Selvfølgelig er der en vis retfærdighed i systemet – i den forstand, at jo flere eksterne forskningsmidler, en forsker får hjemtaget, jo bedre muligheder har vedkommende for at bruge nogle af dem til at forberede og skrive nye ansøgninger. Og på den måde bliver midlerne koncentreret på færre hænder. Og selvfølgelig hjælper de eksterne forskningsmidler også en anden gruppe – for det er nødvendigt at betale løn til dem, der skal administrere anvendelsen af forskningsmidlerne. Jo flere eksterne forskningsmidler, jo mere administration er nødvendig. Og det er selvfølgelig også nødvendigt for universiteterne at have projektkontorer, der kan assistere forskerne i deres arbejde med at skrive ansøgninger.

Er der ikke nok nogen (f.eks. en minister eller en af dem, der har for vane at forsvare ministre), der vil fortælle mig, hvorfor hele dette underlige regime, der sluger en masse tid, vi kunne bruge på forskning,  og en masse penge, der kunne komme flere forskere til gavn, er til gavn for forskningen og for de danske universiteter?

(Jeg kan for øvrigt se, at Heine Andersen, der er professor emeritus fra Københavns Universitet, i dag har en kronik i dagbladet Information, der berører mange af de samme problemstillinger.)