I den nye SuperBrugs

Bananer og tomater – og i baggrunden Limfjordsbroen.

For fire et halvt år siden var jeg en af de første kunder i et nyt supermarked, nemlig Rema 1000 på Østerbro i Aalborg. I dag fik jeg en helt tilsvarende oplevelse, da den nye SuperBrugs åbnede lige ved siden af Limfjordsbroen i Nørresundby. Jeg nåede derhen tyve minutter efter indvielsen.

Der er noget ganske særligt ved at se et bugnende og så godt som uberørt supermarked, hvor alle poser hænger smukt på stativerne, hvor frugt og grønt er dagsfrisk og hvor alle indkøbskurvene er af nystøbt plastic, endnu uden ridser.  Ved indgangen lå en rød løber, og det røde silkebånd, som borgmesteren havde klippet over få minutter tidligere, hang stadig fra de lave messingstolper.

Den nye SuperBrugs har en stor slagterafdeling, som ikke rigtig lokkede sådan én som mig Men andetsteds var der et helt frysedisk-afsnit mærket “Veganer”, og dét glædede den gamle planteæder. Lidt længere opdagede jeg så også en lille køledisk med alskens veganske kølevarer, og skråt overfor var der endda også vegansk chokolade, færdigretter m.m.m. Den slags ville have næsten umuligt at forestille sig, da der sidst var en Superbrugs i Nørresundby for mere end 20 år siden. Tiderne skifter.

Selv her, under en halv time efter åbningen, var der allerede mange kunder, og køerne ved kasseapparaterne var lange og langsomme. Det var viste sig, at det var netop denne morgen, at Dankortsystemet var gået ned over hele Danmark. Men til sidst kom jeg da ud igen med et stykke Plamil-chokolade, en pakke grønne druer og en lille sodavand.

Flattr this!