Meld dig ind!

I dag kunne jeg læse om hvordan håbefulde unge praktikanter hos filmselskabet Zentropa ikke er dækket af nogen overenskomst og skal finde sig i ydmygelser fra ledelsen, hvis de har begået en fejl i deres arbejde – i form af et valg mellem at få smæk i andres påsyn (evt, mens der bliver filmet) eller at skulle muge ud i en svinestald. Nogle lever med dette, andre kommer op i hierarkiet og får så lov til at selv at slå på andre, og atter andre går deres vej. Men andet sker der ikke.

Og det var også i dag, jeg hørte om en sag, hvor en ældre medarbejder pludselig var blevet indkaldt til samtale af sin arbejdsgiver. Han skulle afskediges efter mange års ansættelse, her tæt på pensionsalderen; årsagen var nedskæringer i organisationen. Ingen fratrædelsesordning kunne det blive det. Fagforeningen kunne ikke gøre noget – for det viste sig, at han havde meldt sig ud for mere end 20 år siden. Hvorfor han gjorde det, fandt jeg ikke ud af. Nu er han i al fald overladt til sig selv, for fagforeningen hjælper af gode grunde kun sine medlemmer, og ledelsen kan gøre med ham, præcis som de vil.

I Information er der så en lang artikel om hvordan mange universitetslærere i USA frister en kummerlig tilværelse som deltidsansatte. Det kender vi også fra Danmark, hvor nogle er undervisningsassistenter i mange, mange år og lever i konstant usikkerhed. Men i USA er det endnu grellere; her er nogle akademikere hjemløse, og andre er nødt til at finde specielle former for indtjening. Artiklen har således en skildring af en ikke helt ung kvinde, der nu er blevet prostitueret. Men artiklen nævner også, at vejen ud af dette morads er at flere og flere amerikanske akademikere nu melder sig ind i fagforeninger.

Og dét er moralen. Jeg har sagt det før, og siger det igen: Hvis du har et arbejde eller er arbejdssøgende, skal du være medlem af en fagforening – og her mener jeg en rigtig fagforening med forhandlingsret og overenskomster.  

Flattr this!