Det var ikke mig, der gjorde det

Peter Aalbæk Jensen sover foran en plakat, hvor Lars von Trier opfordrer til anstændighed. Foto: Niels Hougaard (Politiken)

For halvandet år siden skrev jeg om dette fænomen, som psykologer kalder for kompartmentalisering – den selvopfattelse, der gør det muligt for mennesker at placere de “normale” og de forkastelige handlinger, de selv foretager, i hver sin afdeling, så de dermed kan leve med dem. Det er kompartmentalisering, der gjorde det muligt for f.eks. bødlerne fra Auschwitz at slå mennesker ihjel den ene dag og tage på skovtur den næste. Hvis man ikke delte sit sind på denne måde, ville man have meget svært ved at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

I 1976 indrykkede Samuel D. Smithyman, der dengang var PhD-studerende i psykologi fra USA, en avisannonce, hvor han efterlyste mænd, der var villige til at indrømme anonymt, at de havde begået voldtægt, men aldrig var blevet anmeldt eller retsforfulgt. Han fik omkring 200 henvendelser. Det interessante er, at disse mænd, der alle har begået voldtægt, på én og samme tid indrømmede, hvad de har gjort, og på den anden side nægtede at kalde det for voldtægt.

Lige nu ser vi en lang række afsløringer af kendte mænd inden for film- og teaterverdenen, der har begået seksuelle overgreb. Det er ofte tydeligt, at de pågældende mænd, selv i lyset af det ofte omfattende evidensgrundlag, har svært ved at se, hvad de egentlig har gjort og ofte mener at stå for noget helt andet end det, deres handlinger afslører.

Måske hjælper dem, der omgås de pågældende mennesker, også med til at forstærke denne kompartmentalisering? Ét er at der bliver talt om hvor mange af overgrebene, der mon befinder sig i en “gråzone”, så der er tale om handlinger, der ikke var ment som overgreb, men blev tolket sådan. Mit eget indtryk fra de beretninger, jeg selv har læst er dog, at der ikke er ret mange tilfælde i denne “gråzone”.

Et andet er at der ikke rigtig har været nogen, der har stoppet de pågældende personer, selv om deres krænkende adfærd har stået på i lang tid. Deres krænkende adfærd var “en anden side”, som man tolererede og som ofrene for overgrebene oftest ikke turde tage til genmæle over for, netop fordi krænkelserne var så tilsyneladende uforenelige med krænkernes offentlige identitet som skuespillere, filminstruktører, producenter osv.

Flattr this!