Nærområdehjælpere og landegenopbyggere

Raqqa i april 2017. Foto: Røde Kors

I denne uge udtalte Kristian Thulesen Dahl sig om situationen i Syrien, hvor Islamisk Stat for ikke så længe siden mistede kontrollen over Raqqa.

– Raqqa er blevet befriet, og vi ser reportager om, at syrere vender hjem fra flygtningelejre og står foran døren til deres sønderbombede huse.

– Hvorfor skal den syrer, der er kommet til Danmark, ikke også stå foran sin dør og med hjælp fra Danmark være med til genopbygningen?, spørger Thulesen Dahl.

Hvis vi ser bort fra den situation, at den dør, som Kristian Thulesen Dahl nævner, ofte ikke findes mere, er det værd at bemærke at der her er tale om endnu en variation af en udbredt retorisk finte, der skal bruges til at begrunde at flygtninge ikke bør befinde sig i Danmark og samtidig dækker sig bag en tynd fernis af omsorg. Næst efter “nærområdehjælperne” er “landegenopbyggerne” formodentlig den største gruppe af sådanne tilsyneladende omsorgsfulde modstandere af at tage imod flygtninge.

Men hvor nemt er det egentlig at genopbygge et land efter en krig?

The Aleppo Project lader den amerikanske professor Jeffrey Diefendorf, der har skrevet flere bøger om genopbygningen af Tyskland, Japan og Rusland efter 2. verdenskrig, fortæller om hvor stor en opgave det var at genopbygge infrastrukturen i Tyskland. Genopbygningen af Tyskland var først mulig, da 2. verdenskrig var helt slut i Europa, og den krævede i høj grad en fælles velvilje.

Til gengæld er der ikke så mange moderne erfaringer med genopbygning af et land efter en borgerkrig. I en artikel fra januar i år bliver den bosniske arkitekt Amir Pasic spurgt som sine erfaringer med genopbygningen af sit land. Genopbygningen af en by som Mostar er stadig ikke overstået; der er stadig ganske mange ruiner i byen her mere end 20 år efter krigens afslutning.

Der var spontane små-genopbygninger af huse undervejs i 2. verdenskrig og borgerkrigen i Bosnien. Men i begge tilfælde skete den egentlige genopbygning først, da krigshandlingerne var endeligt overstået. Syrien er i høj grad stadig et land i borgerkrig. Hvordan forestiller Kristian Thulesen Dahl sig, at de tvangshjemsendte flygtninge skal organisere sig for at gennemføre en genopbygning, når de er i et Syrien, hvor der stadig er borgerkrig? Det er uvist for mig.

Det er også uklart for mig, hvilken rolle Danmark skal spille i den genopbygning som de tvangshjemsendte skal stå for, om genopbygningen skal ske i samarbejde med andre lande og hvordan forholdet til den stadig igangværende borgerkrigs parter skal være. Dansk Folkeparti er normalt ikke kendt som et parti med et internationalt udsyn, men dette bliver de nødt til at forholde sig til. Skal genopbygningen under den igangværende borgerkrig ske med militær beskyttelse, eller skal man blot håbe på at de tvangshjemsendte syrere klarer den med liv og sikkerhed i behold? Hvis ikke, hvad er da deres retslige stilling? Man kan forestille sig, at det område, de tvangshjemsendte skal sendes tilbage til, er under kontrol af Assad-regimet. Hvad skal der da ske med de syrere, der flygtede fra dette regime af frygt for at blive tvangsindkaldt til regimets hær? Ganske mange syriske flygtninge har fået asyl eller midlertidig opholdstilladelse med netop denne begrundelse. Skal også de sendes tilbage?

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialedemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Flattr this!