Det glemte russiske internet

Relcom-medarbejder betjener den dengang ikke helt ukendte Kremvax-server, som sendte nyheder om situationen under kuppet i august 1991 ud på Usenet.

Jeg har besøgt Rusland én gang, og det var tilbage i 1989, da Sovjetunionen stadig fandtes. Det var min første deltagelse i en datalogi-konference og samtidig, indså jeg senere, et enestående besøg i et samfund under hastig forvandling. Man kunne ane en stor usikkerhed om fremtiden, men også en hel del pionerånd i kølvandet på Gorbatjovs demokratiske reformer.

Et sted derude i opmærksomhedshorisonten lurede noget, der med tiden fik lige så stor betydning som Berlinmurens fald fire måneder senere, nemlig Internettet. Jeg havde sendt min første e-mail i 1987, da jeg endnu var studerende, og ligesom de andre vestlige deltagere fra konferencen var jeg i fuld gang med at bruge e-mail og Usenet-grupper, Det var kun nogle af russiske dataloger, der kendte til nettets muligheder, og de kendte det endnu mest som det VMS-baserede Bitnet, der strengt taget ikke var Internet. Men egentlig var det ikke så meget anderledes end hvordan det stod til i Danmark, nogle år før World Wide Web dukkede op. Heller ikke dér kendte borgere uden for datalogi, matematik og beslægtede fag til Internettet, og de af os, der faktisk var på nettet, kunne stadig på Usenet læse forargede reaktioner, når nogen havde formastet sig til at poste en annonce med ejendele til salg. Alle var nemlig enige om at “nettet ikke er kommercielt”. Ja, det var dengang.

Og derfor er det interessant at læse om de planer, der allerede længe havde været i Sovjetunionen om at skabe OGAS, et rent russisk/sovjetisk computernetværk til civil brug – præcis ligesom der var en russisk “Concorde”, Tu-144, (der lignede den britisk-franske Concorde vældig meget) og en russisk rumfærge, Buran (der lignede den amerikanske til forveksling, og som jeg tidligere har skrevet om her).

Ideen skyldtes den indflydelsesrige Viktor Glushkov, der bl.a. er kendt for sin algoritme til at konstruere en nondeterministisk endelig automat ud fra et vilkårligt regulært udtryk. Glushkov fremsatte til OGAS ideen i 1970, men finansministeren sagde nej – maskiner var gode til at tænde og slukke lys i hønsehuse, men hvorfor dog forbinde dem med hinanden? som ministeren sagde. Og derved blev det. Der var enkelte mindre, lokale netværk rundt om i landet, og der var også en del netværks-entusiaster og diskussioner i medier, men det var ikke muligt at få statslig finansiering, så hele ideen om OGAS døde hen, da Viktor Glushkov døde i 1982.  Senere prøvede Mikhail Botvinnik, der ud over at være datalog også var stormester i skak, at overtale regeringen til at lave et russisk netværk – men heller ikke dét lykkedes.

Selv indså jeg for alvor betydningen af det Internet, vi kender, da der i sensommeren 1991 var et kupforsøg mod den siddende præsident Mikhail Gorbatjov. Kupmagerne kendte simpelthen ikke til Internettet, og det var takket være de få russere, der dengang havde netadgang til Relcom, det nye russiske netværk, at nyheden om kuppet kunne spredes og modstanderne af kuppet kunne komme til orde og forpurre det igangværende kup. I de dage sad jeg på tryg afstand (men med tilbageholdt åndedræt) og fulgte med i begivenhederne i Usenet-nyhedsgrupper som talk.politics.soviet.

I dag spekulerer jeg på, hvordan det hele ville være have set ud, hvis der havde været almindelig netadgang via OGAS i Sovjetunionen i sin tid. Ville forløbet omkring katastrofen i Tjernobyl have været det samme? Det startede med det hemmelighedskræmmeri, man var så vant til (Gorbatjov havde ikke været præsident længe dengang i 1986). Ville der være lækket flere oplysninger om f.eks. den trængte situation i krigen i Afghanistan eller om modstanden mod den russiske besættelse af de baltiske lande? Eller ville OGAS “bare” have været et værktøj til at effektivisere den sovjetiske økonomi og derigennem have været i stand til at gøre noget ved den krise, der var så tydelig dengang i 1989, da jeg selv gik rundt i Moskva i nogle dage?

Flattr this!