Tanker om ligestilling på universitetet

Om ligestilling – et oplæg af Hans Hyttel

I dag holdt jeg et oplæg på mit institut om ligestilling, noget der længe har været en kæphest for mig. Jeg har lagt mærke til at ligestillingsstrategien for Aalborg Universitet desværre er alt andet end imponerende, og vi kan ikke bruge den som udgangspunkt for at rette op på tingenes tilstand ved Institut for datalogi, der i helt ekstremt omfang er en mandeklub.

På det seneste har der været fokus på seksuel chikane på arbejdspladser, men det er i virkeligheden “kun” en tydelig indikator på hvor galt det stadig står til med ligestillingen. Det var ikke her, jeg fokuserede, men på hvad vi mon kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Der er, viser det sig, faktisk rigtig meget vi ikke ved om årsagerne til den ekstremt skæve kønsfordeling på Institut for datalogi.

Mit oplæg blev vel modtaget; det, jeg pointerede igen og igen, var dels at ligestilling og mangfoldighed hører uløseligt sammen, dels at det kræver mange resurser, herunder lang tid at skabe ligestilling og mangfoldighed på et sted som vores. Skæbnens ironi er, at et udvalg, der skal skabe og gennemføre en ligestillingsplan, på grund af den ekstremt skæve kønsfordeling næsten kun vil kunne bestå af mænd.

Flattr this!